For at kunne matche den globale konkurrence giver Fødevareministeriet nu tilsagn om tilskud på i alt 21,5 mio. kroner til 30 projekter til forbedring af fiskerihavnes faciliteter og forarbejdning af fisk og fiskerivarer.
“Vi skal fastholde vores position som verdens 6. største eksportør af fiskeprodukter. Det er derfor nødvendigt, at vi investerer i såvel havne som fiskeindustrien. Vi skal ikke hvile på laurbærrene, men satse på innovation og kvalitetsforbedringer. Jeg er glad for, at der er fokus på bl.a. at give kvaliteten et løft ved både at gøre det lettere for fiskefartøjerne at lande fiskene og forbedre opbevaringsforholdene for den frisk fangede fisk”, siger fødevareminister, Hans Chr. Schmidt.
Havne
Danske fiskerihavne har gennem det seneste årti gennemgået en stor udvikling. For at kunne fastholde tilgangen af friske råvarer, så er udfordringen for danske fiskerihavne stadig at kunne tilbyde service på højt niveau, som gør det attraktivt for fiskefartøjer at lande fisk og lægge til kaj. Det er derfor vigtigt, at havnene kan tilbyde faciliteter og ydelser, der matcher dels behovet og dels er af international standard.
Fødevareministeriet giver nu tilsagn om tilskud til 13 projekter i Nordjylland, Midtjylland og Nordsjælland til fiskerihavne for i alt 10,7 mio. kroner. De samlede investeringer, der ligger til grund for støttetilsagnene, udgør 23,2 mio. kroner. Projekterne spænder vidt fra etablering af oliestationer på kaje over renovering af auktionshal til optimeret håndtering af fangsten.
Forarbejdning
Den danske fiskeindustri er meget aktiv på det globale marked. Derfor er det afgørende med investeringer i teknologi og produktudvikling. Formålet med at give tilskud til forarbejdning fisk og fiskerivarer er således dels at fremme forarbejdningsindustriens udvikling i såvel miljømæssig som økonomisk bæredygtig retning og dels at bidrage til produktion og afsætning af fisk og fiskerivarer af høj kvalitet.
Fødevareministeriet giver nu tilsagn om tilskud til 17 projekter primært i Nordjylland, Grenaa og Esbjerg til forarbejdning for i alt 10,8 mio. kroner. De samlede investeringer, der ligger til grund for støttetilsagnene, udgør 53,8 mio. kroner. Projekterne varierer af karakter, men der er typisk tale om tilsagn om tilskud om investeringer, der vil forbedre produktionsanlæggene, samt give forbedringer af arbejdsmiljøet.
“Det er dejligt at se, at fiskeindustrien og havnene tager kampen op og lægger sig i selen for at kunne konkurrere på verdensplan. Det har stor betydning for den økonomiske udvikling i fiskeriområderne, men det kommer jo også de danske forbrugere til gavn”, siger fødevareordfører for Dansk Folkeparti, Christian H. Hansen.
Fakta om tilskudsordningen
Fødevareministeriets tilsagn om tilskud er et led i gennemførelsen af den handlingsplan for “En ny fremtid for dansk fiskeri og akvakultur”, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om i efteråret 2006. Planen skal sikre en betydelig værdiforøgelse af dansk fiskeproduktion og dermed skabe økonomisk vækst i fiskeriområderne.
Tilskuddet til projekterne finansieres af Fødevareministeriet og EU’s fiskeriudviklingsprogram Projekterne skal være endeligt afsluttet i 2008.