Fiskeriets bruttoindtjening i 2007 var på 2,7 mia. kr. og dermed 14 % lavere end i 2006. Der blev landet ca. 649.000 tons hvilket er en reduktion på 25 % i forhold til 2006. De vigtigste arter i 2007 var torsk, jomfruhummer, sild, rødspætte og tobis. Indtjeningen svarer til indtjeningen i 2004, der også var på 2,7 mia. kr. I 2005 steg indtjeningen med 8 % og i 2006 steg den med 10 % i forhold til 2005.
– Mange kvoter var mindre sidste år og industrifiskeriet var meget mindre end året før. Der er derfor naturligt, at indtjeningen i fiskeriet var lavere i 2007 end året før. Jeg hæfter mig ved, at der har været en positiv udvikling i priserne, hvorved nedgangen i de landede mængder er markant større end nedgangen i indtjeningen, udtaler fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Det er dog ikke alle fiskearter som har medført et fald i indtjeningen. Fiskeriet efter hesterejer er steget med 25 % og efter østers med 53 %. Også i fiskeriet efter blåmuslinger steg indtjeningen med 35 % og fangstniveauet var 5 % højere.
– Der er stor interesse for muslingefiskeriet, og det er godt at se, at det er i fremgang, siger Eva Kjer.
Reduktionen i bruttoindtjeningen kan henføres til et markant kontinuerligt fald i ugerne 20-38 i forhold til de to foregående år. De vigtigste arter i 2007 var torsk, jomfruhummer, sild, rødspætte og tobis i nævnte rækkefølge.
Bruttoindtjeningen ved konsumfiskeriet, ekskl. blåmuslinger var 11 % lavere end i 2006 og udgjorde 2,2 mia. kr. Der var en reduktion i de tilførte mængder på 15 %.
I 2007 var den samlede bruttoindtjening ved industrifiskeriet på 438 mio. kr., og der er ikke blevet udbetalt sædvanlig bonus til fiskerne. I forhold til 2006 blev bruttoindtjeningen reduceret med 204 mio. kr. svarende til en reduktion på 32 %. Mængden af de ilandbragte fisk blev reduceret med 32 %, og gennemsnitsprisen blev forøget med 1 %. Tobisfiskeriet bidrog med 204 mio. kr. svarende til en reduktion på 24 %, og brislingefiskeriet bidrog med 160 mio. kr. svarende til en reduktion på 18 % i forhold til 2006.
Bruttoindtjeningen ved torskefiskeriet var på 425 mio. kr., hvilket svarede til en reduktion på 7 % i forhold til 2006. Der var en reduktion i de ilandbragte mængder på 17 %, og gennemsnitsprisen blev forøget med 12 %. I Østersøen blev de ilandbragte mængder reduceret med 14 %, og bruttoindtjeningen udgjorde 258 mio. kr., hvilket var 1 % mindre end i 2006. Gennemsnitsprisen blev på 15,58 kr./kg. mod 13,57 kr./kg. i 2006. I Kattegat/Skagerrak var bruttoindtjeningen 1 % højere end i 2006, og udgjorde 72 mio. kr. De ilandbragte mængder faldt med 14 %, og gennemsnitsprisen steg fra 26,74 kr./kg. til 31,45 kr./kg. I Nordsøen blev de ilandbragte mængder reduceret med 33 %, og bruttoindtjeningen faldt med 24 % til 95 mio. kr.
Gennemsnitsprisen var på 32,25 kr./kg. mod 28,75 kr./kg.
i 2006.
Bruttoindtjeningen ved fiskeriet efter anden torskefisk blev reduceret med 17 % til 96 mio. kr. I fiskeriet efter mørksej og kulmule faldt bruttoindtjeningen med henholdsvis 21 % til 37 mio. kr., og 26 % til 21 mio. kr.
Bruttoindtjeningen ved rødspættefiskeriet blev på 232 mio. kr. svarende til en reduktion på 21 % i forhold til 2006, og de ilandbragte mængder faldt med 21 %.
Ved fiskeriet efter tunge udgjorde bruttoindtjeningen 88 mio. kr., hvilket var 27 % mindre end i 2006. De ilandbragte mængder blev reduceret med 28 %.
I fiskeriet efter sild udgjorde bruttoindtjeningen 308 mio. kr., svarende til en reduktion på 20 %. De ilandbragte mængder blev reduceret med 13 %.
I gruppen anden fisk blev bruttoindtjeningen reduceret med 15 % til 302 mio. kr. Bruttoindtjeningen i fiskeriet efter makrel faldt med 12 % til 185 mio. kr. Gennemsnitsprisen blev reduceret med 18 % til 7,42 kr./kg.
I fiskeriet efter jomfruhummer faldt bruttoindtjeningen med 5 % til 317 mio. kr. De ilandbragte mængder faldt med 2 %, og gennemsnitsprisen blev reduceret med 3 %.
Bruttoindtjeningen i fiskeriet efter dybvandsreje blev reduceret med 13 % til 105 mio. kr. De ilandbragte mængder blev reduceret med 14 %.
I fiskeriet efter Andre krebs- og bløddyr steg bruttoindtjeningen med 27 % til 154 mio. kr. Heraf udgjorde bruttoindtjeningen i hesterejefiskeriet 91 mio.kr., hvilket var 25 % højere end i 2006. Bruttoindtjeningen i fiskeriet efter østers udgjorde 49 mio. kr., hvilket var 53 % højere end i 2006.
Bruttoindtjeningen i blåmuslingefiskeriet blev forøget med 35 % til 94 mio. kr., og fangstniveauet var 5 % højere.
Bruttoindtjeningen opgjort på regioner viser en tilbagegang i bruttoindtjeningen i Vestjylland på 23 % svarende til 301 mio. kr. sammenlignet med 2006. Reduktionen skyldes især det vigende industrifiskeri. I Nordjylland var der en tilbagegang på 8 % svarende til 101 mio. kr. I Østjylland og Øerne var tilbagegangen på 43 mio. kr. svarende til 9 %. På Bornholm var tilbagegangen på 6 % svarende til 12 mio. kr.
Fiskeriets bruttoindtjening opgjort på farvande viser, at fiskeriet i Nordsøen udgjorde 1,4 mia. kr., hvilket var 24 % mindre end i 2006. I Skagerak var der en tilbagegang på 1 % til 497 mio. kr. I Kattegat var bruttoindtjeningen på 201 mio. kr., hvilket svarede til en reduktion på 3 % i forhold til 2006. I vestlige Østersø var bruttoindtjeningen på 160 mio. kr., svarende til en reduktion på 7 %, og i østlige Østersø var der en fremgang på 5 %, og bruttoindtjeningen udgjorde 292 mio. kr. Der var en fremgang ved fiskeriet i Andre farvande på 1 % til 135 mio. kr.
Fiskeriets bruttoindtjening opgjort på fartøjstyper viser, at trawl-fartøjerne havde en tilbagegang på 15 % til 1,9 mia. kr. Not-fartøjernes samlede bruttoindtjening blev reduceret med 8 % til 300 mio. kr. Snurrevods-fartøjerne havde en tilbagegang på 7 % til 172 mio. kr. Garn/krogfartøjernes bruttoindtjening faldt med 21 % til 352 mio. kr. I fiskeriet efter anden fladfisk udgjorde bruttoindtjeningen 165 mio. kr., hvilket var 2 % højere i forhold til 2006.
Kilde:Fiskeridirektoratet
FiskerForum – 6. februar 2008