1. halvår viser en tilbagegang i bruttoindtjeningen ved det danske fiskeri på 157 mio. kr. sammenlignet med sidste år. Reduktionen svarer til et fald på 10 %. Den samlede bruttoindtjening var på 1.376 mio. kr. I forhold til sidste år blev de ilandbragte mængder reduceret med 29 %. Den nye regulering med individuelle kvoter (FKA) kan være årsag til et ændret fiskerimønster og dermed i indtjeningen over året. Der er til bruttoindtjeningen udarbejdet et tema, der beskriver fiskeriets bruttoindtjening i forhold til segmenteringen i Ny Regulering, der trådte i kraft. pr. 1. januar 2007.
Bruttoindtjeningen ved konsumfiskeriet, eksl. blåmuslinger, var 103 mio. kr. mindre end i fjor. Bruttoindtjeningen var på 1.008 mio. kr., hvilket svarede til en reduktion på 9 %. De tilførte mængder blev reduceret med 23 %. Gennemsnitsprisen for konsumlandinger blev forøget med 18 %.
I industrifiskeriet blev bruttoindtjeningen på 325 mio. kr. svarende til en reduktion på 14 % sammenlignet med sidste år. De ilandbragte mængder blev reduceret med 32 %, mens gennemsnitsprisen blev forøget med 26 %. Bruttoindtjeningen i fiskeriet efter tobis udgjorde 204 mio. kr., hvilket var 18 % mindre end sidste år, og de ilandbragte mængder blev reduceret med 30 %. Bruttoindtjeningen i fiskeriet efter blåhvilling blev forøget med 30 % til 66 mio. kr., mens fiskeriet efter brisling udgjorde 48 mio. kr., hvilket var 35 % mindre end i fjor.
Mængden af ilandbragte torsk var 19 % mindre end i fjor. Bruttoindtjeningen ved torskefiskeriet udgjorde 247 mio. kr., hvilket svarede til en reduktion på 11 % i forhold til sidste år. Den gennemsnitlige kilopris steg med 11 % til 16,92 kr./kg. Fra Østersøen blev de ilandbragte mængder reduceret med 16 %, og bruttoindtjeningen udgjorde 174 mio. kr., hvilket var 3 % mindre end sidste år. Gennemsnitsprisen blev på 14,41 kr./kg. mod 12,43 kr./kg. sidste år. Fra Kattegat/ Skagerrak var bruttoindtjeningen 21 % mindre end sidste år, og udgjorde 31 mio. kr. De ilandbragte mængder blev reduceret med 29 %, og gennemsnitsprisen steg fra 25,34 kr./kg. sidste år til 28,12 kr./kg. i år. Fra Nordsøen blev de ilandbragte mængder reduceret med 33 %, og bruttoindtjeningen blev reduceret med 27 % til 42 mio. kr. Gennemsnitsprisen var på 29,53 kr./kg. mod 27,10 kr./kg. sidste år.
Bruttoindtjeningen ved rødspættefiskeriet blev på 121 mio. kr. svarende til en reduktion på 22 % i forhold til i fjor. Der var en reduktion i de ilandbragte mængder på 15 %.
I fiskeriet efter tunge blev bruttoindtjeningen på 51 mio. kr., hvilket var 25 % mindre end i fjor, og de ilandbragte mængder blev reduceret med 40 %. Gennemsnitsprisen blev forøget med 25 % fra 86,52 kr./kg. til 108,18 kr./kg.
Bruttoindtjeningen ved fiskeriet efter sild blev på 109 mio. kr., hvilket svarede til en reduktion på 34 % i forhold til i fjor. Der blev landet 18.000 tons færre sild, svarende til en reduktion på 30 %. Den gennemsnitlige kilopris faldt fra 2,73 kr./kg. til 2,58 kr./kg.
Bruttoindtjeningen i fiskeriet efter jomfruhummer var på 144 mio. kr., hvilket var 15 % højere end sidste år. De ilandbragte mængder blev forøget med 15 %, og gennemsnitsprisen var stort set uændret på 78,23 kr./kg.
Høsten af blåmuslinger var 24 % mindre end sidste år, og bruttoindtjeningen var uændret på 43 mio. kr.
Fiskeriets bruttoindtjening opgjort på regioner udfra fartøjernes registreringsbogstaver viser, at der i perioden var en reduktion i bruttoindtjeningen i Vestjylland på 114 mio. kr. til i alt 521 mio. kr., hvilket svarede til en reduktion på 18 % sammenlignet med i fjor. I Nordjylland blev bruttoindtjeningen reduceret med 37 mio. kr. til 500 mio. kr., hvilket svarede til en reduktion på 7 %. I Østjylland og Øerne faldt bruttoindtjeningen med 21 mio. kr. svarende til en reduktion på 8 %. Bruttoindtjeningen udgjorde i alt 237 mio. kr. På Bornholm steg bruttoindtjeningen med 14 mio. kr. til 117 mio. kr., svarende til en forøgelse på 13 % i forhold til i fjor. Fratrækkes bruttoindtjeningen ved rejefiskeri i grønlandske farvande var forøgelsen på 3 % i bruttoindtjeningen for bornholmske fartøjer.
Fiskeriets bruttoindtjening opgjort på farvande viser, at bruttoindtjeningen ved fiskeriet i Nordsøen udgjorde 632 mio. kr., hvilket svarede til en reduktion på 25 %. I Skagerrak var der en forøgelse på 26 mio. kr. svarende til en forøgelse på 11 %. Bruttoindtjeningen udgjorde 261 mio. kr. I Kattegat udgjorde bruttoindtjeningen 84 mio. kr., hvilket var 3 mio. kr. mindre end i fjor, og svarede til en reduktion på 4 %. I Vestlige Østersø var bruttoindtjeningen på 105 mio. kr., hvilket svarede til en reduktion på 5 % i forhold til i fjor. I Østlige Østersø var bruttoindtjeningen på 181 mio. kr. mod 166 mio. kr. i fjor, hvilket svarede til en forøgelse på 9 %. I Andre farvande steg bruttoindtjeningen med 23 mio. kr. til 113 mio. kr., hvilket svarede til en forøgelse på 26 %.
Trawlernes samlede bruttoindtjening udgjorde 1.015 mio. kr., hvilket var en reduktion på 89 mio. kr., svarende til et fald på 8 % i forhold til sidste år. Bruttoindtjeningen for not- og kombinationsfartøjerne var på 95 mio. kr., hvilket var 11 mio. kr. mindre end sidste år, og svarede til en reduktion på 10 %. Bruttoindtjeningen for snurrevodsfartøjer var på 82 mio. kr., hvilket var på niveau med sidste år. Den samlede bruttoindtjening for garn/krog fartøjer var på 184 mio. kr., hvilket var en reduktion på 58 mio. kr. i forhold til i fjor, svarende til en reduktion på 24 %.