I fredag og lørdags var Kirketorvet i Holstebro krydret med mennesker, boder, musik, arrangementer og den vigtigste ‘ingrediens’ af dem alle, fisk. I en lille måneds tid, har et kæmpebanner af en kutter med beskeden: ”Fiskerriet kommer til byen,” fyldt musikhusets ene flade, og her i weekenden løb arrangementet så endeligt af stablen.
Arrangementet gik i alt sin enkelthed ud på, at gøre forbrugeren mere kendt med de fisk, som bliver landet i bl.a. Hvide Sande, Thorsminde og Thyborøn.
”Det har simpelthen været et arrangement over al forventning,” siger projektleder for Konsumfisk Heidi Ebey Grønkjær, som var medarrangør for weekendens arrangement.
Det er ikke til at komme med et specifikt bud på, hvor mange folk der har besøgt arrangementet, men der er blevet tilberedt over 1500 gratis smagsprøver i form af enten stegte rødspætte eller torsk. Smagsprøverne blev anrettet i fine portionsstørrelser, og var med til at give de besøgende et indtryk af dansk friskfanget fisk tilberedt på en enkelt måde, og det havde stor succes.
”Det er også et af Konsumfisk’s kommunikationsopgaver; at fortælle forbrugeren den gode historie om vores høje kvalitet af seafood,” fortsætter Heidi Ebey Grønkjær, som håber og tror på gentagelse af arrangementet i Holstebro eller muligvis lignende arrangement i en endnu større by til næste år. Hele arrangementet bliver evalueret på fredag, hvor eventuelle fremtidsplaner også vil blive drøftet.