”Startvilkår for tobisfiskeriet i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen (EU-delen). ”
I perioden fra 1. april – 6. maj 2010 åbnes der for et overvågningsfiskeri efter tobis i EU-farvande i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen.
Overvågningsfiskeriet vil for danske fartøjer skulle foregå inden for et samlet indsatsloft på 1.370.375 kilowatt-dage og inden for en samlet initialkvote på 167.436 tons. Der kan ske ændringer af indsatsloft og kvote i forbindelse med kvotebytter. Indsatsloftet gælder for samtlige fangstrejser, hvor der i EU-farvande i ICES-zone IIIa og EU-farvande i ICES-zone IV og IIa medbringes og fiskes med trawl, vod eller lignende trukne redskaber med en maskestørrelse på under 16 mm.
Det er ikke tilladt at fiske tobis i norske farvande i 2010.
Der vil derudover gælde følgende særlige vilkår for overvågningsfiskeriet:
A. Særlige vilkår for deltagelse:
Fartøjet skal være tilmeldt overvågningsfiskeriet og være opført på enten Fiskeridirektoratets licensliste nr. 1138 (IOK) eller licensliste nr. 1238 (tobis på rationsvilkår). Fartøjer, der disponerer over individuelle overdragelige kvoteandele for tobis, og er opført på Fiskeridirektoratets licensliste nr. 1138 er automatisk tilmeldt tobisfiskeriet. Fartøjer, der ønsker at deltage i tobisfiskeri på rationsvilkår (licensliste 1238) skal indsende ansøgning herom til Fiskeridirektoratet. Fartøjer, der er tildelt IOK for tobis efter den 1. januar 2008, og har overdraget disse, kan ikke opnå tilladelse til tobisfiskeri på rationsvilkår.
Fangstrejser, hvor der medbringes tobisredskaber, kan tidligst indledes fra det tidspunkt, hvor fartøjet er optaget på licensliste nr. 1138 eller licensliste nr. 1238, dog tidligst fra den 1. april 2010.
Fartøjer, der deltager i fiskeriets efter tobis skal i fartøjets logbog for hvert slæb angive position og tidspunkt for henholdsvis udsætning og ombordtagning af redskab. Fartøjer på 24 meter og derover skal være udstyret med en velfungerende E-logbog og opdatere denne ved afslutning af hvert slæb.
Fartøjer med en længde overalt på 15 meter og derover skal være udstyret med en velfungerende fartøjsovervågningsenhed (FOE) og fartøjsføreren skal være indforstået med, at alle positionsmeldinger fra fartøjets FOE vil blive stillet til rådighed for DTU Aqua i den periode fartøjet deltager i tobisfiskeriet.
Deltagende fartøjer kan, efter nærmere aftale med DTU Aqua, blive pålagt at udtage et antal tobisprøver efter retningslinjer fastsat af DTU Aqua.
B. Særlige vilkår for højst tilladte mængder, der må fiskes, medbringes og landes:
Fartøjer, der disponerer over individuelle overdragelige kvoter (IOK) for tobis i EU-farvande i Nordsøen, samt Skagerrak og Kattegat, jf. Fiskeridirektoratets licens nr. 1138, må i perioden 1. april til 6. maj 2010 maksimalt fiske medbringe og lande den mængde tobis i tons de er tildelt justeret for evt. registrerede overførsler.
For fartøjer, der er optaget på licensliste nr. 1238 og som ikke er tildelt IOK for tobis, afsættes en samlet foreløbig mængde tobis til rationsfiskeri i EU-farvande i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat på 15.000 tons, som kan fiskes i perioden 1. april – 6. maj 2010. Fartøjer, der fisker tobis på rationsvilkår må i nævnte periode højst fiske, medbringe og lande 100 tons pr. fangstrejse.
Fangster af tobis som er fisket i perioden 1. april – 6. maj 2010 vil efterfølgende fragå den årsmængde, som fartøjer med IOK tildeles af Fiskeridirektoratet, når den endelige TAC og de nationale kvoter for 2010 er fastsat. Ligeledes vil fangster taget under overvågningsfiskeriet af fartøjer, der fisker tobis på rationsordningen, skulle afskrives på den endelige kvote til rationsfiskeri, når denne fastsættes, jf. § 130 i Reguleringsbekendtgørelsen.
Fiskeridirektoratet vil i løbet af overvågningsperioden kunne stille yderligere vilkår for deltagelsen i tobisfiskeriet, herunder melding om udsejling og melding om fangst ombord, med henblik på at sikre overholdelse af indsatsloft og kvoter.
Danske fartøjer, der ønsker at deltage i overvågningsfiskeriet efter tobis i perioden 1. april – 6. maj 2010, på ovennævnte vilkår, skal indsende ansøgning herom til Fiskeridirektoratet. For fartøjer, der opfylder betingelserne for at kunne deltage i rationsfiskeri efter tobis og som ønsker at være optaget på licensliste nr. 1238 fra fiskeriets start den 1. april 2010 skal ansøgningen være Fiskeridirektoratet i hænde senest den 29. marts 2010.
I det omfang gældende tekniske regler muliggør det, vil der kunne medbringes og fiskes med andre redskaber end tobisredskaber. På fangstrejser, hvor der landes tobis eller anvendes trukne redskaber med en maskestørrelse under 16 mm, vil hele fangstrejsen målt i kilowatt-dage blive afskrevet på indsatsloftet.
Denne meddelelse er udsendt efter reglerne i Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 1443 af 15. december 2009, § 2, jf. bilag 6 og træder i kraft med virkning fra den 19. marts 2010”