Onsdag formiddag var næsten alle 27 rejetrawlere repræsenteret på Hvide Sande Sømandshjem og Hotel til et møde med PO vedrørende fremtidsudsigterne for hesterejefiskeriet.
På dagsordenen var der to væsentlige punkter. Det første var en forespørgsel fra PO’s side om at indgå et samarbejde med en Hollandsk paraplyorganisation, GPO, som er en kooperation mellem 6 hollandske producentorganisationer. Samarbejdet vil indebære et mere struktureret forhold mellem landing af hesterejer og opkøberes mængdeinteresse. ”I den sidste tid er der blevet fanget flere rejer, end opkøbere er interesseret i, hvilket selvfølgelig medfører en lavere pris og sværere afsætningsforhold,” siger Jonathan Broch Jacobsen, konsulent for Danmarks Fiskeriforening og PO.
Det andet punkt på dagsordenen var en fælles midlertidig aftale om at reducere arbejdsugen med næsten 2,5 havdage. Det vil sige, at rejefiskeriet starter søndag aften kl. 18.00 og strækker sig indtil fredag kl. 9.00. Dette skulle gerne medføre færre, men mere eftertragtede rejer.
Begge punkter blev accepteret af rejefiskerne, som bl.a. lagde vægt på at få indflydelse i beslutninger og vedtagelser i samarbejdet med hollænderne, på trods af en væsentlig mindre dansk rejeflåde kontra den hollandske. Hvor Danmark har 27 aktive rejetrawlere, er der alene i de 6 samarbejdsorganisationer i Holland over 100 rejetrawlere. ”De danske skibe fanger væsentlig mere pr. båd end hollænderne, idet hollænderne har for mange både i forhold til, hvor mange rejer der er. Og vi har gennem forhandlinger med GPO sikret os afgørende indflydelse i det kommende samarbejde, som gerne skulle træde i kraft i en af de nærmeste måneder,” afslutter Jonathan B. Jacobsen, som er spændt på aftalernes overordnede indvirkning på hesterejefiskeriet.