– Arbejdstilsynet er i gang med en kontrolkampagne, hvor de i løbet af de næste par år skal rundt til alle fiskefartøjer, hvor der er ansatte ombord. De godkender kun fartøjets APV, hvis arbejdsopgaver der udføres på land er med og den ikke er over 3 år gammel.
Hvis man vil være klar med sin arbejdspladsvurdering, inden Arbejdstilsynet kommer på kontrolbesøg, er det en god ide at få opdateret den tidligere såkaldte ”Risikovurdering”, siger Karsten Korsgaard fra Fiskeriets Arbejdsmiljøråd. Det er jo nemmest for alle at den del er i orden og så undgår man også en anmærkning i Arbejdstilsynets besøgsrapport.
Han opfordrer til, at alle fartøjer tager det elektroniske RVM-system i brug i stedet for de gamle papir-udgaver af risikovurderingerne. Arbejdsmiljørådet er i gang med at opdatere risikovurderingerne, så kravene fra Arbejdstilsynet omkring form og indhold samt vurdering af arbejdsopgaver på land kommer med, og det sker kun i de elektroniske udgaver, oplyser Karsten Korsgaard.
De arbejdsopgaver, der udføres på skibet er stadigvæk under Søfartsstyrelsens regler, men for de arbejdsopgaver, der foregår fra kajkanten og ind på land er det Arbejdstilsynets regler der er gældende. Hvis man har en bygning eller en eller anden form for værksted tilknyttet fartøjet, skal der laves en særskilt APV for denne del af virksomheden.
Den første risikovurdering, som blev ændret, så den lever op til både Søfartsstyrelsens og Arbejdstilsynets krav, gjaldt trawlfiskeri. Nu er de fleste andre fiskerier også klar, så skippere og besætningsmedlemmer kan få udfyldt en opdateret udgave. Der mangler faktisk kun opdatering til fiskerierne bundgarn og linemuslinger, siger Karsten Korsgaard.
Fiskeriets Arbejdsmiljøråd kan kontaktes på tlf. 75 18 05 66 for råd og vejledning til udarbejdelse af fartøjets APV.