Forhandlerne håber en aftale er på plads onsdag.
En af de største problemstillinger er som forventet genudsmid af fisk. ”Discard” har fået større og større bevågenhed gennem de seneste år og Norge har længe øget presset for at minimeret dette ressourcespild.
Norge kræver nu, at EU iværksætter tiltag, der minimerer discard, og på sigt helt undgår udsmid. Det forklarer den norske forhandlingsleder Ann-Kristin Westberg, overfor den norske netavis fiskerbladetfiskaren.no.
Westberg bekræfter, at parterne også forhandler om at indføre lukkede felter i Nordsøen. Systemet, der kaldes RTC, er allerede indført i visse fiskerier af skotske, såvel som af danske fiskere.
Norges Kystfiskarlag, som ifølge den norske netavis også deltager i forhandlingerne, mener det er åbenlyst urimeligt, at Norge og EU har modsatrettede vilkår i forhold til udsmid af bestande, der i øvrigt er underlagt fælles forvaltning.
På sidelinien følger Greenpeace også situationen. Organisationen opfordrer Norge til at afbryde forhandlingerne, såfremt EU ikke indgår en aftale, om stop for genudsmid af fisk.
Det vurderes at forhandlingerne kan afsluttes i løbet af onsdag.