Forbrugerorganisation kommer med hårde beskyldninger mod ICES.
Stadig flere stiller sig tvivlende overfor de anbefalinger der kommer fra ICES. Senest stiller forbrugerorganisationen ”Grøn Hverdag” kritisk lys på de seneste 20 års fejlslagen forsøg på at øge torskebestanden i Nordsøen og Kattegat. Påstanden lyder, at anbefalingerne fra ICES delvis bygger på ”tro og skøn” !
Knud Fischer, cand. Scient. med speciale i marinebiologi konkluderer i en artikel i ”Grøn Hverdag”, at ICES, Det Internationale Havundersøgelsesråd, ikke har sit videnskabelige baggrundsmateriale i orden i forhold til anbefalingerne af fiskeritrykket på torskebestanden.
Den kritiske konklusion lyder: ” Torsken er ikke forsvundet, men den bliver udsat for en voldsom konkurrence fra andre fisk. ICES har givet den samme rådgivning i gennem næsten 20 år, men torskebestanden er ikke øget af den grund. Resultatet af dette er, at fiskerierhvervet er ødelagt og at forbrugerne ikke kan få de fisk, de gerne vil have. ”Skurken” i dette mysterium synes desværre at være de ’hvidklædte’ forskere i ICES”
Baggrunden for artiklen er en rapport som en lokal aktionsgruppe, LAG NV, har udarbejdet med henblik på at fremsende høringssvar til EU i forbindelse med Kommissionens forslag til en revideret fiskeripolitik. Der henvises til, at fiskeribiologer uden tilknytning til ICES har konstateret, at fiskebestandene må påvirke hinanden. Herunder at sild, brisling, tobis, grå knurhane og makrel æder æg og yngel af torsk, og i en sådan grad, at det kan påvirker rekrutteringen.
LAG-NV anbefaler, at fiskeritrykket øges på flere af de pelagiske bestande, for på den måde, at forbedre levevilkårene for bl.a. torsk.
Tidligere formand for Danmarks Fiskeriforening, Bent Rulle, har de senere år også udtrykt skarp kritisk af det arbejde og de anbefalinger der kommer fra ICES. I tobissæsonen 2010 valgte Norge fra start at se bort fra ICES anbefalingen og udstak selv en politisk bestemt fangstkvote. Og i samme periode mistede mange danske industrifiskere definitivt tilliden til kvaliteten af det arbejde, der blev leveret i forbindelse med realtids moniteringen af tobis.