Jernskib nr. 14 i dansk fiskeri fylder 50 år.
En af de første danske stålkuttere runder 21. juli 2009 det skarpe hjørne og fylder 50 år.
HG77 ”KAS-KEN” anno 2009.
Det er 30 m. lange HG 77 ”KAS-KEN”, der i 1959 blev leveret til skipper Niels C. Bork, Skagen. Skibet blev dengang døbt “Starlight” men er par dag før aflevering blev navnet ændret til ”Silver Star” og fik nummer S 342. Grunden til denne ændring i navnet skyldtes at navnet “Silver Star” allerede var i brug på et andet fartøj.
Skibet blev, sammen med søsterskibet ”Sønderstrand”, bygget på Svendborg Skibsværft. De to skibe havde værftets byggenumre bnr. 87 og 88.
Ifølge datidens aviser udgjorde byggeprisen for ”Sønderstrand” omkring 800.000 kr. og for at få økonomi i fiskeriet måtte skipperen kalkulere med 25 rejser pr. år – og hver tur skulle give et dækningsbidrag på 25.000 kr.
Niels C. Bork ejede ”Silver Star” i mere end 10 år. I 1970 blev skibet solgt til Thyborøn og har siden været handlet flere gange, inden det i 1986 kom til Hirtshals.
Skibet har igennem de 50 år haft følgende navne og ejere:
S342 SILVER STAR 1959 – 1970 P/R Niels C. Bork
L324 SONJA JENSEN 1973 – 1975 H. M. S. Jensen
E329 ELSE WINTHER 1975 – 1976 P/R F. W. Sørensen
E324 SCAPA FLOW 1976 – 1982 P/R F. W. Sørensen
E130 DROT 1982 – 1986 Jørgen Jensen
HG221 SETUBAL 1986 – 1990 Carsten Gren Christensen
HG77 KAS-KEN 1990 – Jørgen Christensen
Hen over årene har skibet undergået en række forandringer og forbedringer. Der er f.eks. bygget nyt styrehus i 1990, som blev ombygget igen i år 2000. På et tidspunkt har skibet også fået monteret ny ”flad” agterende med to tromler.
Ifølge vore oplysninger er ”KAS-KEN” den eneste tilbageværende aktive stålkutter fra perioden.
Igennem tiden har skibet deltaget i mange forskellige fiskerier inklusive industrifisk og skaldyrsfangst. På Fiskerforum kan i øjeblikket ses en video fra 1991 hvor ”KAS-KEN” fisker Skagerrak rejer. Klik her for at se filmen.Klik her for at se filmen.
Fiskerforum.dk har talt med den nuværende ejer, Jørgen Christensen, som ikke har gjort sig tanker omkring jubilæet. For Jørgen Christensen har det drejet sig om en god og stabil arbejdsplads, og han lægger ikke skjul på, at han er glad for skibet.