Dårligt vejr har i den forløbne uge haft negativ indflydelse på fiskeriet. Auktionspriserne har til gengæld været gode.
Fiskeriåret 2008 fik ikke den kick-start, som mange skippere havde håbet på.
Dårligt vejr med megen vind forhindrede de fleste i at få god start på fiskeriet, men for nogle konsumfiskeres vedkommende bød de første auktionsafregninger alligevel på en positiv overraskelse. Eksempelvis fra Thyborøn Fiskeauktion, hvor 5`torsk fra Østersøen over flere dage er afregnet med mere end 30 kr./kg. Generelt meldes om gode auktionspriser, der delvis begrundes med de begrænsede tilførsler.
Allan Buch, formand i Danmarks Fiskeriforenings Kreds Syd, bekræfter at fiskeriet i de indre farvande endnu ikke er kommet op i omdrejninger. En del fiskere var på havet umiddelbart efter nytår, men på grund af det hårde vejr, valgte de fleste at søge tilbage til havn. Situationen viser med tydelighed, at den nye reguleringsform har en gunstig indflydelse i forhold til, hvornår den enkelte fisker ønsker at drive sit fiskeri. I tidligere år med mere kortsigtet regulering, var væsentlig flere skibe aktive i perioder med uroligt vejr. ”I år ser vi et andet billede, og det er positivt, at fiskeren på den måde har tiden med sig” slutter Allan Buch.
I Nordsøen har den kraftige blæst også lagt en dæmper på de større skibes aktivitet.
Fra den sydlige Nordsø meldes om meget få fangster af brisling; et fiskeri, som i perioden frem til jul blev betegnet som ekstraordinært godt, men som i den første uge af 2008 skuffede fælt.
Længere nordpå har en gruppe fartøjer været på udkik efter nordsøsild, men på trods af at der er tale om nogle af de største danske fartøjer, lykkedes det ikke i de første dage at få rigtig gang i fiskeriet.
Fra FF of Skagen, Skagens fiskemelsfabrik, fortæller adm. dir. M. Broberg, at fabrikken netop er genåbnet efter ferielukning. I første omgang forventes kun tilførsler af skæreaffald fra sildeindustrien, men andelshaverne er taget på havet. Generelt er man fortrøstningsfuld og skawboerne forventer snart successive tilførsler.
En gruppe rejefiskere fra Rømø og Esbjerg har valgt at starte året på skolebænken. Fiskeriskolens undervisningsskib ”Athene” ligger p.t. i Esbjerg og afholder radiokursus. Skipper på ” Athene” Karsten Korsgaard fortæller, at de 12 deltagere skal til eksamen fredag, hvorefter skibet atter stævner nordpå. Næste undervisningsopgave bliver et sikkerhedskursus, der afvikles på havnen i Thyborøn.