Kommissionen godkendte i dag et dokument fra Joe Borg, kommissær med ansvar for maritime anliggender og fiskeri, som indeholder en analyse af den fælles fiskeripolitiks stærke og svage sider efter reformen i 2002. Kommissærerne var enige om, at reformpakken fra 2002 havde gjort meget for at forbedre EU’s fiskeriforvaltning, men at der stadig bestod en række udfordringer. Kortsigtede beslutninger kombineret med uansvarlig adfærd i nogle dele af erhvervet er fortsat med til at straffe de fiskere, der handler til det fælles bedste. Resultatet er en ond cirkel, der har skadet både den økologiske balance i vores have og erhvervets rentabilitet. Kommissionen foreslår derfor, at der straks iværksættes en gennemgribende evaluering af den fælles fiskeripolitik for at bane vejen for en omfattende reform af den europæiske fiskeriforvaltnings institutionelle rammer.
Kommissær Joe Borg sagde: “Der findes ikke noget alternativ til den fælles fiskeripolitik, når det gælder om at forvalte den mobile internationale ressource, som vores fiskeri er afhængigt af. Sådan som den fælles fiskeripolitik ser ud for øjeblikket, tilskynder den dog ikke til ansvarlig adfærd, hverken fra fiskernes eller politikernes side. De forvaltningsværktøjer, vi bruger, belønner en snæversynet, kortsigtet beslutningstagning, der nu har undergravet vores fiskeris bæredygtighed. Det vil tage tid at stille en komplet diagnose af, hvilke ændringer der skal foretages, og udarbejde en handlingsplan, og vi bliver nødt til at inddrage alle interesserede parter fuldstændigt i processen. Derfor har jeg foreslået, at vi straks iværksætter en komplet evaluering af 2002-reformen.”
Joe Borg gjorde opmærksom på en række reelle resultater, der er opnået i forbindelse med reformen i 2002, herunder større troværdighed og mere åbenhed om det videnskabelige grundlag for politikken, bedre dialog med de interesserede parter, indførelse af langsigtede forvaltningsplaner for et betydeligt antal bestande og nylige forholdsregler for at afværge og komme ulovligt fiskeri til livs og reducere udsmid.
Trods de mange positive tiltag er der hele tiden hindringer, der må ryddes af vejen, for at opnå et virkeligt bæredygtigt fiskeri i EU’s farvande. I den forbindelse kan nævnes:
EU-flådens overkapacitet: for øjeblikket er flåden i stand til at fange to til tre gange det maksimalt bæredygtige udbytte
fiskerne skal gøres ansvarlige og stilles til regnskab for, at en ressource, der tilhører alle, udnyttes bæredygtigt
økologisk bæredygtighed skal som mål rangere højere end økonomisk og social bæredygtighed, fordi økologisk bæredygtighed er forudsætningen for både økonomisk og social bæredygtighed
i beslutningsprocessen skal der være en tydeligere rangorden mellem principper og iværksættelse for at forenkle reguleringen på EU-plan og så vidt muligt fremme regionale forvaltningsløsninger
den fælles fiskeripolitik skal bringes i overensstemmelse med havstrategidirektivet, der for nylig trådte i kraft, og som forpligter medlemsstaterne til senest i 2020 at sikre god miljøtilstand i de have, som hører under deres jurisdiktion
EU har brug for en fælles tilgang til fiskeriforvaltningen, der ikke blot omfatter fangst- og akvakultursektoren, men også erhvervets virksomhed på land og markedsdimensioner, og som er i tråd med EU’s nye integrerede havpolitik og dens fokus på bæredygtig vækst i kystområderne.
Kommissionen vil nu iværksætte en analyse- og høringsfase, der kommer til at danne grundlaget for den kommende reformproces. Spørgsmålet vil på basis af et diagnosedokument og forskellige alternative løsningsforslag blive drøftet med fiskeriministrene i forbindelse med deres rådsmøde den 29. september. Hvis Det Europæiske Råd i december 2008 opfordrer Kommissionen til at begynde at arbejde på reformen af den fælles fiskeripolitik som led i sine konklusioner vedrørende havpolitikken, vil Kommissionen fremlægge et komplet oplæg i begyndelsen af 2009 for at skabe grundlag for en bred drøftelse med medlemsstaterne og de involverede parter.
Den fælles fiskeripolitik blev officielt oprettet i 1983 og er siden da blevet revideret hvert tiende år. Den seneste reform blev vedtaget i 2002, og politikken skal tages op til fornyet overvejelse senest i 2012.
FiskerForum – 17. september 2008