Jeg forventer, at Kommissionen på mandag genåbner det danske tobisfiskeri,” siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
Danmark har fremlagt dokumentation for, at kvoten på 170.000 tons bygger på forudsætninger, der efter afslutningen af forårets forsøgsfiskeri, ikke holder stik. Der er langt flere ældre fisk inde i fiskeriet end antaget, og gennemsnitvægten af tobiserne er 25 procent højere, end den vægt som ligger til grund for kvoten. EU har derfor ønsket at hæve kvoten med 50.000 tons i Nordsøen.
Norge afviste under forhandlinger med EU i går pure at gå med til en forhøjelse af Nordsøkvoten for tobis, som krævet af EU. Det betyder, at danske fiskere må forblive i havn, i hvert fald indtil videre.
”Vi har ikke fælles forvaltning af tobis med Norge, og det kan ikke være rigtigt, at Norge skal forhindre vores fiskeri på en god tobisbestand. Jeg forventer, at Kommissionen på mandag genåbner det danske tobisfiskeri,” siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
De danske tobisfiskere måtte sejle i havn natten mellem tirsdag og onsdag, da den gamle kvote var opfisket. Det er en torn i øjet på danske fiskere, at Norge, trods den fremførte betænkelighed ved tobisbestandenes tilstand i Nordsøen, i går genåbnede fiskeriet for norske fiskere inden for en samlet mængde på 51.000 tons til Norge.
”Jeg må sige lige ud, at der ikke er sammenhæng i de norske synspunkter. Man kan ikke afvise EU’s argumenter for en højere kvote og så samtidig fastsætte en kvote til sig selv, der ligger langt ud over, hvad der tilkommer Norge,” siger Hans Chr. Schmidt.
De samlede danske fangster vil nu blive gjort op, når alle fartøjer er i havn. Fødevareministeriet og Danmarks Fiskeriforening mødes mandag for at aftale, hvordan de ekstra tons tobis skal fordeles, når tobisfiskeriet forhåbentligt genåbnes. Danmark forventer, at den endelige kvote også forhøjes med tobisfangster i Skagerrak.