Mens vores forældre og bedsteforælder kunne fange 100 kg tunge tun i Øresund eller Kattegat, så er den blåfinnede tun i dag så godt som forsvundet fra nordiske farvande.
Ved at gennemgå gamle salgslister, fiskeriårbøger og andre kilder har forskerne Brian MacKenzie fra Danmarks Fiskeriundersøgelser ved DTU og Ransom Myers fra Canada’s Dalhousie University kortlagt den blåfinnede tuns historie i bl.a. Øresund, Kattegat og Skagerak. Resultaterne publiceres dette efterår i tidsskriftet Fisheries Research.
Professor Brian MacKenzie, Danmarks Fiskeriundersøgelser ved DTU:
”For kun et par generation siden optrådte den store blåfinnede tun hver sommer i tusindvis i nordiske farvande fra slutningen af juni til ind i oktober. Tunen var øverst i fødekæden i det nordatlantiske økosystem og levede typisk af sild, makrel og blæksprutter. Tunene vejede 50-100 kg stykket i gennemsnit, men der blev landet fisk helt op til 700 kg.”
I midten af århundredet rasede tuneventyret på sit højeste i Danmark. Fiskere i i Danmark, Sverige og Norge tilsammen landede næsten 5500 ton tun på en sommer i 1949. Fangsterne op gennem århundredet første halvdel var så store, at man allerede i 1929 kunne åbne den første dåsetun-fabrik i Danmark. Den lå ved Skagen.
Også sportsfiskerne fik i 1920rne øjnene op for den stærke og store fisk. Optegnelser viser, at en enkelt lystfisker fangede 62 blåfinnede tun ved Anholt i 1928. I Øresund arrangerede Skandinavisk Tun Klub, i samarbejde med Berlingske Tidende, fiske-konkurrencer efter tunfisk helt frem til starten af 1960erne.
Midt i 1960erne sluttede eventyret dog for alvor. Arten så godt som forsvandt fra nordiske farvande for ikke at vende tilbage. Forskerne håber, at den historiske viden kan komme til gavn i nutidens forvaltning af den svindende internationale bestand af tun.
Professor Brian MacKenzie, Danmarks Fiskeriundersøgelser ved DTU:
”Det er et faktum, at tunen var her i stort tal og i en længere årrække inden det kommercielle fiskeri begyndte. Vi kan også konstatere, at fiskeritrykket i Norden var meget stort forud for artens forsvinden fra området. Det er sandsynligt, at fiskeriet efter tun har haft betydning for artens forsvinden, men også andre faktorer kan have spillet ind – bl.a. fiskeri efter både unge og voksne tun i de følgende år i andre områder. Det er vores håb, at den historiske viden kan være et nyttigt redskab i nutidens forvaltning af den svindende internationale bestand af atlantisk tun.”
Kortlægningen af tunfiskeriets historie i Norden er en del af det internationale forskersamarbejde History of Marine Animal Populations. Det konkrete projekt er finansieret af Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd (SNF) og EU’s MARBEF Network of Excellence.