Vestkyst fiskernes fiskeri efter brisling i den sydlige del af Nordsøen fik en fornem start på 2010. Godt vejr og gode forekomster bevirkede, at der hurtigt blev meldt om skibe, der havde lasten fuld.
Da fiskemelsfabrikken i Thyborøn onsdag d. 6. januar åbnede efter Jule- og Nytårsferien, lå det første fartøj allerede klar til losning.
Fredag meldes fra fabrikken om 7.500 tons tilmeldt, og dermed står det klart, at de kommende dage byder på non stop produktion, med den konsekvens at en del medarbejdere også må kigge langt efter en fri weekend.
Prisnoteringen for fiskemel ligger i øjeblikket på et højt niveau, omkring 9 kr/kg. På den baggrund kan fiskernes, også forvente væsentlig højere afregningspris, end på samme tid sidste år.
På grund af tiltagende vind, er det tvivlsomt om det gode fiskeri holder ved de kommende dage. Lørdag melder DMI om kulingvarsel for samtlige varslingsdistrikter. Desuden er der også overisningsvarsler for samtlige områder.