Er samvittigheden i orden når du læser ovennævnte overskrift – ellers er julemåneden måske tidspunktet, hvor der bør afsættes et par timer til dette job. Fra 2007 er de fleste fiske fartøjer omfattet af reglerne om årligt eftersynet.
Egenkontrolprogrammer er ikke længere noget, der kun er forbeholdt slagtere, bagere og andre levnedsmiddelbutikker. Fiskeriet har tilsvarende ordninger, hvor fartøjsejeren skal kunne dokumentere, at en række ting er efterset og kontrolleret.
Et typisk eksempel herpå er Årligt Egenkontrolsyn for fiskefartøjer, der er synet efter ”Meddelelser fra Søfartsstyrelsen:F”.
Gruppen omhandler fiskefartøjer med dimensionstal 20-100. (d.v.s. fiskeskibe hvor facit af samlet længde x samlet bredde ligger indenfor intervallet 20 til 100). For denne gruppe fartøjer, er det fra 2007 blevet lovpligtigt at udføre årligt egenkontroleftersyn.
Fiskeriets Arbejdsmiljøråd har udarbejdet et hjælpeværktøj i form af en checkliste, der på en overskuelig måde guider skipperen gennem de relevante emner.
Et kik nedover listen giver umiddelbart indtryk af fornuft. Blandt ting der skal efterses, kan i flæng nævnes, om redningsmidler er på plads og i orden. Om batteriforsyningen til radioinstallationen er efterset og i orden. Er de vejrtætte døres pakninger og vridere efterset og fundet i orden. Er alle søventiler efterset og fundet i orden.
På samme måde fortsætter spørgsmålene hen over det meste af to A4 sider. For et velholdt skibs vedkommende er der tale om et overskueligt stykke arbejde, der samlet har til formål at højne søsikkerheden.
Direktør Mogens Nielsen fra Fiskeriets Arbejdsmiljøråd oplyser, at man ved telefonisk henvendelse kan rekvirere kontrolskemaer, der er trykt på specielt kraftigt vandfast papir. Papirkvaliteten er valgt af hensyn til det våde miljø der ofte arbejdes i – og af hensyn til, at der er tale om et dokument, der til stadighed skal være tilgængeligt ombord.
Fiskeriet Arbejdsmiljøråd har kontor på havnen i Esbjerg og telefon nummeret er: 75 18 05 66