Ålebestanden i Europa er truet, og derfor har EU-landene besluttet, at ålefiskeriet skal reduceres i alle EU-landene. Arbejdet med at få udarbejdet en dansk forvaltningsplan for ålen går nu i gang.
”Det er vigtigt, at vi sikrer det fremtidige ålefiskeri, og jeg lægger vægt på, at vi kan udarbejde planen i en proces, der er så åben som muligt” udtaler fødevareminister Eva Kjer Hansen. ”Derfor har Fødevareministeriet inviteret alle relevante interessenter til et orienteringsmøde den 31. januar, som bliver startskuddet til arbejdet med at få en dansk plan på plads.”
Til orienteringsmødet i Fødevareministeriet kommer både biologer og fiskere, og mødet vil skabe overblik over de muligheder og udfordringer, der ligger i arbejdet med at indføre en reel beskyttelse af ålen samtidig med, at der bliver taget mest muligt hensyn til de parter, hvis aktiviteter påvirkes af den fremtidige åleforvaltning.
Det vil være mulig for interesserede at komme med forslag og kommentarer til Fødevare-ministeriet indtil arbejdet med den danske plan er afsluttet.