I dag vedtog Europa-Kommissionen en grønbog om EU’s fælles fiskeripolitiks fremtid. Grønbogen analyserer manglerne ved den nuværende politik og igangsætter en bred offentlig høring om, hvordan der bør rettes op på disse mangler. Fiskere og andre berørte parter fra sektoren, men også videnskaben, det civile samfund og berørte borgere, opfordres til at reagere på grønbogen og til frem til den 31. december 2009 at søge at få medindflydelse på, hvordan det europæiske fiskeri skal se ud i fremtiden. Høringen er første skridt i en proces, der skal lede frem til en gennemgribende reform af den fælles fiskeripolitik.
Kommissæren for maritime anliggender og fiskeri, Joe Borg, udtalte: “Vi stiller spørgsmål ved selve grundlaget for den nuværende politik, og intet aspekt af den bør lades uberørt. Vi er ikke ude på at reformere blot for reformens egen skyld. Det er på tide, at vi udformer et moderne, enkelt og bæredygtigt system for forvaltning af fiskeriet i EU, som kan holde et godt stykke ind i det 21. århundrede.”
Grønbogen, der blev vedtaget i dag, har to formål: dels at øge bevidstheden om de udfordringer, som sektoren er blevet stillet over for i de senere år, dels at fremkalde en offentlig reaktion, som kan udvikle sig til en ny, innovativ og mere konsensusbaseret måde at regulere fiskeriet på. Den rejser spørgsmål som: hvordan kan vi sikre, at fiskeriet bliver bæredygtigt og levedygtigt på lang sigt? Hvordan kan der opnås en tilpasning af den samlede flådekapacitet, samtidig med at man løser de sociale problemer, kystsamfundene står over for? Hvordan kan der opbygges en regelefterlevelseskultur? Hvordan kan den fælles fiskeripolitik bedst bidrage til et bæredygtigt fiskeri uden for EU’s farvande?
Grønbogen analyserer alle facetter af dagens fiskeripolitik og redegør for, hvorfor nogle problemer bliver ved med at eksistere, selv om der er gjort fremskridt siden reformen i 2002. Et af hovedproblemerne er, at de europæiske fiskebestande på det nærmeste er udtømt: 88 % af bestandene er overfiskede (sammenlignet med et gennemsnit på verdensplan på 25 %), og 30 % er “uden for sikre biologiske grænser”, dvs. at de ikke kan reproducere sig i normal takt, fordi forældrepopulationen er for udfisket. Alligevel fortsætter vi inden for mange fiskerier med at fiske to til tre gange mere, end hvad fiskebestandene kan bære. Dette skyldes primært overkapacitet i fiskerflåden. En sådan overkapacitet er i realiteten økonomisk ineffektiv, fordi den ikke alene udtømmer bestandene, men også hele tiden gør indhug i erhvervets fortjenstmargen. Der må og skal findes løsninger, som genopbygger de værst ramte bestande og samtidig garanterer, at fiskeriet fortsat kan være en pålidelig indtægtskilde for fiskerne.
Ud over overkapaciteten peger grønbogen på fire andre strukturelt betingede mangler i den nuværende politik:
mangelen på præcist formulerede politikmål målsætninger, navnlig hvad angår det økologiske ansvar og integrationen med generelle maritime spørgsmål
et beslutningssystem, som er for centraliseret og fokuserer på kortsigtede løsninger, som i de fleste tilfælde underminerer den langsigtede bæredygtighed
en ramme, som ikke i tilstrækkelig grad ansvarliggør erhvervet
mangelen på politisk vilje til at efterleve fiskerirestriktionerne.
Disse spørgsmål skal søges besvaret i lyset af, at Europa importerer to tredjedele af sin efterspørgsel efter fiskevarer.
Kommissionen er bekymret for, at hvis der ikke opnås større miljømæssig bæredygtighed i fiskeriet i de kommende år, vil slutresultatet blive udpinte have og et fiskerierhverv, der ikke er levedygtigt. Hvis derimod den næste reform bringer den fælles fiskeripolitik ind i det 21. århundrede, vil dette ikke blot komme fiskerne og kystsamfundene, men alle Europas borgere til gode.
Selv om Kommissionen kun er juridisk bundet til at tage visse dele af den fælles fiskeripolitik op til fornyet overvejelse inden 2012, har den nuværende situation, især med hensyn til bestandene og overkapaciteten i fiskerflåden, overbevist den om, at det er nødvendigt at igangsætte reformprocessen allerede nu. Den høring, der igangsættes i dag, udløber den 31. december 2009, og Kommissionen vil opsummere resultaterne af den i første halvår af 2010. Efter en yderligere høring af alle berørte parter vil Kommissionen derefter udarbejde en konsekvensanalyse og et forslag til en ny grundforordning. Dette vil så kunne forelægges for Europa-Parlamentet og Rådet i begyndelsen af 2011 med henblik på vedtagelse i 2012.
FiskerForum – 22. april 2009