EU vil sætte sig i front i den globale kamp mod ulovligt fiskeri, der skader bestandene og fiskernes konkurrenceevne. Eva Kjer Hansen bakker op om Kommissionens forslag.
Tirsdag satte EU’s fiskeriministre på rådsmødet i Luxembourg sig sammen for at nå til politisk enighed om, hvordan man bremser det ulovlige, uregulerede og urapporterede fiskeri – kaldet IUU.
IUU-fiskeri finder sted i internationalt farvand og bliver udført af fartøjer registreret i lande, som ikke har regler på området. Fartøjerne sejler ofte under såkaldt bekvemmelighedsflag og ser bort fra fredningsregler og afrapporterer enten ikke eller fejlrapporterer fangsten.
Byttet for disse piratfiskere er sårbare fiskebestande med høj værdi – som fx tun i middelhavet og atlanterhavet, torsk i Barentshavet og rødfisk i Irmingerhavet.
Vidtgående problemer kræver vidtgående løsninger
Det er tidligere blevet skønnet, at EU-lande årligt får IUU-fisk ind i havne og over grænserne fra tredjelande for over 8 milliarder kroner. Derfor støtter Danmark et forslag fra Kommissionen, der blandt andet lægger op til omfattende kontrol af fisk og fiskeriprodukter og en “sort” liste over fartøjer, der har fisket ulovligt.
“Vidtgående problemer kalder på vidtgående løsninger. IUU-fiskeri er ødelæggende for fiskebestandende, for fiskernes konkurrenceevne og i sidste ende for den globale fødevareforsyning, og derfor støtter jeg Kommissionens forslag”, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Forslaget indeholder som udgangspunkt kontrol af landinger fra tredjelande-fartøjer og af alle importerede fiskeprodukter. Men EU fartøjer kan også komme i kontrollens søgelys, hvis de begår grove overtrædelser af de gældende regler.
FiskerForum – 25. juni 2008