Rederiet samler de pelagiske kvoter på to andre skibe.
Et af Danmarks helt store fiskefartøjer, HG 266 – ”Strømnes”, er afmeldt i fartøjsregistret og solgt til udlandet.
Torsdag d. 28. feb. forlod det mere end 60 meter lange fartøj for sidste gang hjemhavnen Hirtshals.
Det er skibets reder, Iver Espersen, Hirtshals, der overfor Fiskerforum.dk, bekræfter salget til et norsk rederi.
Årsagen til handlen er kommet i stand, begrundes med den kraftige reduktion af sildekvoten i Nordsøen.
Skibet var tilknyttet Skagerak Group, og med individuelle overdragelige kvoter i det pelagiske fiskeri, har selskabet mulighed for at overføre fiskekvoterne til selskabets øvrige skibe, HG 265 ”Strømfjord” og HG 267 ”Strømegg”.
Iver Espersen noterer sig endvidere, at tiltaget samtidig betyder en konsolidering af koncernen, idet man dermed er godt rustet til den proces erhvervet skal igennem, indenfor strukturtilpasningen i den pelagiske sektor.
”Strømnes” er bygget i år 2000 på Fitjar Mekaniske Verksted i Norge. BT er opgivet til 1211.