Er beskyttede zoner i havet vejen frem for fremtidens fiskeriforvaltning og havmiljø? I denne uge mødes havforskere, miljøforskere og forvaltere fra hele verden for at gøre status på erfaringer med at oprette beskyttede zoner i havene (MPAs).
Biologer fra Danmarks Fiskeriundersøgelser ved DTU er blandt hovedkræfterne bag symposiet, som foregår i Spanien fra den 25. til den 28. september 07.
Fra vores hjemlige farvande vil forskere fra Danmarks Fiskeriundersøgelser bl.a. fortælle om et pilotprojekt i Østersøen, hvor man har lukket for fiskeriet i afgrænsede områder. Her viser erfaringerne, at viden om fiskebestande, fisks adfærd og havets økosystemer er helt nødvendig for at kunne arbejde målrettet med marine beskyttede zoner.
Medarrangør Ole Vestergaard, Danmarks Fiskeriundersøgelser, siger bl.a.:
“For at beslutninger om brug af marine beskyttede områder ikke blot skal være baseret på tro, hvor tilhængere og modstandere af lukkede områder argumenterer imod hinanden uden at lytte, er der brug for at indhente reel viden og erfaringer, som man kan basere forvaltningen på.”
“En af de store udfordringer, når vi taler marine beskyttede områder, er overhovedet at udvikle modeller og indsamle data, som gør os i stand til rent faktisk at vurderer, hvordan det påvirker fiskebestandene og naturen i havet, når man lukker et område for fiskeri og anden brug.”