Verdensnaturfonden WWF har lavet en forbrugerguide, hvor man opstiller de mest almindelige fiskearter på en liste under grønt, gult eller rødt lys. Danmarks Fiskeriforening og danske fiskere er desværre ikke blevet inviteret til at hjælpe WWF’s medarbejdere med at sikre, at guiden levede op til almindelige forventninger om korrekt information.
Systemet med en ”forbrugerguide” er frygteligt uhensigtsmæssig i forhold til at give forbrugerne et mere nuanceret forhold til fisk og fiskeri, og det er af denne grund forkastet af for eksempel WWF i England – hvor man ellers ikke plejer at lægge fingrene imellem. Et af problemerne er, at man kategoriserer alle fisk af en given art som værende i samme situation, i stedet for at skelne mellem en tunge, der er fanget i et 80 mm bomtrawl, og en tunge, der er taget i et garn.
Et andet problem kan være, at mange forbrugere vil have en tendens til udelukkende at vælge fisk fra den grønne liste. Den grønne liste er langt fra at være fuldstændig, idet mange fiskearter ikke findes i guiden. Pludselig bliver det altså WWF, der skal bestemme, hvilke arter forbrugerne “,må” spise, uanset om der er tale om ”problematiske arter” eller helt ”grønne arter”.
Den generelle påstand om, at der er krise i fiskeriet, fordi 75 % af alle kommercielt vigtige arter er fuldt udnyttede eller udnyttet over deres bæreevne, er det rene galimatias. Det er muligvis korrekt, at 50 % af arterne er fuldt udnyttede – men hvad i alverden er der galt i det? Det egentlige problem ligger i de 25 %, der er overudnyttede – men 25 % lyder jo ikke helt så problematisk som 50 eller 75 – og kan derfor næppe give anledning til lige så mange katastrofeoverskrifter (kampagnepenge!).
Med en veltilrettelagt forvaltning og en effektiv kontrol kan man sagtens høste af bestandene på en måde, der sikrer, at der er tilstrækkeligt mange fisk, som vokser sig store nok til at opretholde bestanden. Det ville være dumt at påstå, at fiskeri ikke har en effekt på hvor mange fisk der er i havet. Men fiskeriet har kun en effekt på, hvor mange små fisk, som når at blive til store fisk. Fiskeriet har overhovedet ingen effekt på, hvor mange fiskeæg der overlever til larvestadiet – lige som overlevelsen fra larve til småfisk er ganske upåvirket af fiskeriet. Her er det andre aktører som klima og forurening, der betyder noget. Hvis de rette forhold ikke er til stede, så æggene kan klække og larverne finde mad, så betyder det ikke noget, hvor mange æg der bliver produceret. For rigtigt mange fiskebestande i dag viser det sig, at selv ganske store mængder af gydemodne fisk ikke er i stand til at producere tilstrækkeligt mange småfisk, til at bestanden vedligeholdes inden for de såkaldte sikre biologiske grænser. Og så er det jo sådan set ligegyldigt, om man fisker på dem eller ej.
WWF påstår, at hver enkelt art er vurderet i forhold til en række kriterier, som er baseret på retningslinier fra FN. Det kan da godt være, at WWF’s fiskerieksperter (!) har foretaget en sådan vurdering, men resultatet er i allerhøjeste grad problematisk.
Et helt centralt problem for WWF’s fiskerieksperter (!) er tilsyneladende anvendelsen af trawl, idet man (hvis man er fiskeriekspert (!) i WWF altså) anser trawl for at være ”bundødelæggende”. Det er lidt svært at gå i dialog med folk, der anvender sådanne ufleksible kategoriseringer, men når man tænker på den ekspertise, der ligger bag, er det måske heller ikke umagen værd…
Danmarks Fiskeriforening har derfor, i samarbejde med Danmarks Fiskehandlere, udarbejdet en samling af faktablade, som forsøger at give svar på tiltale for nogle af de arter, som WWF i deres guide angiver som kritiske. Faktabladene er ment som en hjælp til folk, der konfronteres med de ofte fejlagtige påstande i guiden. Der er ikke tale om en ”modguide”, og det skal påpeges, at WWF da heller ikke tager fejl i alle tilfælde. For arter som rødfisk, haj (i hvert fald nogle af de 5 til 10 arter, der kan fanges i danske farvande) og tun kan der være god grund til – om ikke at undgå helt og aldeles – så dog nok at forholde sig kritisk til, hvor fisken kommer fra.
Man kan faktisk sige, at alle arter bør være på den gule liste, for der kan altid rejses tvivl. Men man kan også vælge at sige, at hvis man køber en fersk fisk hos sin fiskehandler og i øvrigt har tillid til, at hverken fiskehandleren eller fiskerne har nogen som helst interesse i at udrydde de fisk, de lever af, så vil man næppe begå en uoprettelig forbrydelse.
Varmtvandsrejer vil Danmarks Fiskeriforening ikke forholde sig til på anden vis end ved at konstatere, at såfremt et sådant opdræt kunne foregå i danske farvande, ville det have en betydelig negativ indflydelse på det kystnære fiskeri – og Danmarks Fiskeriforening ville være stærkt imod, at der blev givet tilladelse.
FiskerForum – 7. september 2007
