I dag vedtog EF-Fiskerikontrolagenturet en operationel plan for fælles multinational fiskerikontrol i Nordsøen og tilstødende områder. Dette markerer starten på en helt ny koordineret indsats for at bekæmpe overfiskning og redde de truede torskebestande. Med den fælles ressourceanvendelsesplan for Nordsøen sammenlægges og anvendes syv kystmedlemsstaters ressourcer (inspektører, overvågningsfartøjer, luftfartøjer m.m.) for at sikre en mere effektiv og ensartet kontrol af fiskeriet. Planen, der omfatter syv tværnationale inspektions- og overvågningsekspeditioner, gælder indtil årets udgang. Der vil blive iværksat tilsvarende planer i de øvrige EU-fiskeriområder.
“Det glæder mig overordentligt, at vi har fået den første fælles ressourceanvendelsesplan under det nye EF-fiskerikontrolagenturs auspicier. Ved hjælp af sådanne planer vil de disponible ressourcer kunne udnyttes på den mest effektive måde. De involverede medlemsstater har vist sig meget samarbejdsvillige både indbyrdes og i forhold til det nye fiskerikontrolagentur. Planerne vil være med til at øge fiskernes tillid til, at fiskerikontrollen og –inspektionen bliver mere ensartet i EU,” sagde Joe Borg, kommissær med ansvar for fiskeri og maritime anliggender.
“Vedtagelsen af den første fælles ressourceanvendelsesplan er en milepæl for EF-Fiskerikontrolagenturet. Det glæder mig, at det er lykkedes os at koordinere denne komplekse operation i løbet af de første seks måneder, agenturet har fungeret – og endnu mere, at medlemsstaterne har været så samarbejdsvillige! Dette giver forhåbninger om, at planen vil få virkning langt ud over de syv ekspeditioner, vil skabe mere samarbejde generelt og fremme harmoniseringen af fiskerikontrollen og dermed skabe ensartede konkurrenceforhold for fiskerne i alle EU-farvande,” sagde Harm Koster, EF-Fiskerikontrolagenturets administrerende direktør.
Den fælles ressourceanvendelsesplan for Nordsøen, Kattegat, Skagerrak og den østlige del af Den Engelske Kanal er den første af sin art. Den koordinerer anvendelsen af de ressourcer, som de syv EU-medlemsstater, Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige, har sammenlagt. Planen er bygget op omkring det overvågningsprogram, som i 2005 blev indført med henblik på genopretning af torskebestande. Inspektionerne og overvågningen vil blive koncentreret om fiskerfartøjer, der anvender redskabstyper, som vil kunne fange torsk enten som målart eller bifangst. Transporten og afsætningen af torsk vil også blive kontrolleret.
Hver af de syv fælles ekspeditioner kommer til at foregå under ledelse af en af medlemsstaterne med støtte fra EF-Fiskerikontrolagenturet. Inspektionsholdene bliver sammensat af forskellige nationaliteter, og inspektionsfartøjerne og overvågningsluftfartøjerne kommer fra forskellige medlemsstater. Inspektionsfartøjerne vil kunne sejle ind i en anden medlemsstats fiskeriområder. De skal dog først have medlemsstatens tilladelse til at sejle ind i dens territorialfarvande og bør have mindst en inspektør fra det pågældende land om bord. Medlemsstaterne er blevet bedt om at give forhåndstilladelse til, at alle inspektionsfartøjer og overvågningsluftfartøjer, der vil blive anvendt i forbindelse med de forskellige ekspeditioner, kan få adgang til deres territorialfarvande.
I henhold til den fælles fiskeripolitik er medlemsstaterne ansvarlige for, at fiskeriforanstaltningerne anvendes korrekt i deres egne farvande og på deres eget område. På grund af behovet for ensartede konkurrencevilkår for EU’s fiskere og for at øge respekten for fiskeribestemmelserne blev EF-Fiskerikontrolagenturet oprettet som led i reformen af den fælles fiskeripolitik i 2002. Agenturet, der har fungeret siden begyndelsen af 2007, skal tilrettelægge koordineringen og samarbejdet mellem medlemsstaternes kontrol‑ og inspektionsinstanser, således at den fælles fiskeripolitiks bestemmelser overholdes og anvendes effektivt. Agenturet har sæde i Vigo i Spanien, men har midlertidigt til huse i Bruxelles.