FAO’s nye hovedrapport viser, at verdens produktion af fisk, skaldyr og andre akvatiske fødevarer har nået et historisk højt niveau. Væksten kommer i stigende grad fra akvakultur. Verdens produktion af fisk, skaldyr og andre akvatiske fødevarer nåede i 2024 et historisk højt niveau på 235 mio. tons. Det fremgår af FAO’s nye hovedrapport The State of World Fisheries and Aquaculture 2026.
Rapporten viser, at fisk, skaldyr og andre akvatiske fødevarer spiller en stadig vigtigere rolle i den globale fødevareforsyning. Ifølge FAO bidrager akvatiske fødevarer med mindst en femtedel af det animalske proteinindtag for 3,1 mia. mennesker verden over. Samtidig understøtter sektoren mere end 600 mio. menneskers levebrød globalt.
FAO peger også på, at væksten især kommer fra akvakultur. I 2024 oversteg den globale akvakulturproduktion af akvatiske dyr for første gang 100 mio. tons og nåede 103 mio. tons. Det svarer til 53 pct. af den samlede produktion af akvatiske dyr. Medregnes alger, nåede den samlede akvakulturproduktion 141 mio. tons.
Samtidig er mange vilde fiskebestande under pres. Ifølge FAO er 37,6 pct. af de vurderede fiskebestande globalt klassificeret som overfiskede. Det understreger behovet for både ansvarligt fiskeri og mere akvakultur, hvis verden fremover skal have adgang til sunde fødevarer fra havet.
For Dansk Akvakultur Producentorganisation, DAPO, er rapporten en vigtig understøttelse af den retning, der allerede tegner sig i både EU og Danmark.
I EU har Europa-Parlamentet for nylig peget på behovet for mere plads til akvakultur, kortere sagsbehandling og bedre rammer for erhvervet. I Danmark fremgår det også af den seneste fiskeriaftale, at akvakultur skal være en del af fremtidens fødevareproduktion.
“Der er behov for mere akvakultur. Efterspørgslen på fisk, skaldyr og tang stiger, men de vilde fiskebestande kan ikke dække fremtidens behov. Derfor skal vi udvikle og vækste i den danske akvakulturproduktion,” siger René Christensen, direktør i Dansk Akvakultur Producentorganisation.
DAPO peger på, at Danmark har gode muligheder for at bidrage. De danske virksomheder og forskningsinstitutioner har i forvejen stærke faglige miljøer, teknologiske løsninger og stor erfaring inden for opdræt af fisk, skaldyr og tang.
Hvis Danmark skal udnytte potentialet, kræver det beslutninger.
“Danmark kan producere langt mere fisk, skaldyr og tang på en miljø- og klimaeffektiv måde. Men det kræver klare regler, hurtigere myndighedsbehandling og politisk vilje til at give erhvervet mulighed for at udvikle sig. Ellers risikerer vi, at væksten sker i andre lande uden for EU, mens EU og dermed Danmark bliver mere afhængig af import,” siger René Christensen.
SOFIA 2026 peger på, at fremtidens akvakultur skal bygge på viden, god planlægning, innovation og nye produktionsformer. Ifølge DAPO, er det områder, hvor dansk akvakultur allerede har stærke forudsætninger, og derfor er konklusionen er klar. Akvakultur er ikke længere et supplement. Det er en central del af fremtidens fødevareproduktion.
“Hvis verden skal have flere sunde fødevarer fra havet, skal akvakultur fylde mere. Derfor bør Danmark og folketinget gribe muligheden, følge FAO’s budskab og skabe rammerne for et stærkt og ansvarligt akvakulturerhverv,” siger René Christensen.
Fakta fra FAO’s SOFIA 2026
- Verdens samlede produktion af fisk, skaldyr og andre akvatiske fødevarer nåede 235 mio. tons i 2024.
- Den globale produktion af akvatiske dyr var 195 mio. tons.
- Akvakulturproduktionen af akvatiske dyr nåede 103 mio. tons.
- Akvakultur stod for 53 pct. af den samlede produktion af akvatiske dyr.
- Medregnes alger, nåede den samlede akvakulturproduktion 141 mio. tons.
- 37,6 pct. af de vurderede fiskebestande globalt er klassificeret som overfiskede.
- Fisk, skaldyr og andre akvatiske fødevarer bidrager med mindst en femtedel af det animalske proteinindtag for 3,1 mia. mennesker.
- Sektoren understøtter mere end 600 mio. menneskers levebrød globalt.
Foto : Rudi Ole Petersen Musholm A/S




















