Tilbage i 2019 den 12. november blev der mellem rederiet Ruth AS og Karstensens skibsværft AS, underskrevet kontrakt på en nybygget pelagisk trawler på næsten 90 meter, til forventelig levering i juni måned 2021.
Skibet blev søsat fra Karstensens skibsvæft i Polen
Det Nordjyske rederi Ruth AS driver et pelagisk konsumfiskeri, primært efter sild og makrel men også efter blåhvilling, der de senere år er blevet en meget væsentlig del af rederiets driftsgrundlag. Det nye fartøj skal drives og fiske efter fuldstændig de samme principper, som tidligere.
Anløb Skagen Havn
Lørdag blev det nye pelagiske fiskefartøj sunget til kaj i Skagen Havn, hvorefter Karstensens værftsarbejdere og en hav af underleverandører vil gå i gang med den sidste aptering og klargøring samt udrustning af skibet.
Tidligere har FiskerForum.dk skrevet om nybygningen »Ruth« her. Design og indretning samt layout og arrangementer ombord, er værftets eget, der er udviklet i et tæt og nært samarbejde mellem rederi og skibsværft. Her er der lagt særlig vægt på optimering af arbejdsforhold og sikkerhed samt komforten for besætningen om bord.
Ligeledes har der været stort fokus på fremdrivnings-anlægget, der er nøje udvalgt og vurderet samt beregnet på basis af Rederiets driftsprofil. Det sker i overensstemmelse med rederiets eget ønske om, at udføre et ansvarligt, bæredygtigt og miljørigtigt fiskeri med et minimum af udslip af NoX/Co2 pr. kg. fanget fisk. Derfor er valget faldet på en brændstof-optimeret hovedmotor på omkring 5000 kW. Denne hovedmotor forsynes med en SCR-rensning (Selective Catalytic Reduction) af de nitrøse gasser.
Som del af fremdrivnings-anlægget er propel-anlægget optimeret til et driftsmønster, hvor størstedelen af tiden er fri-sejlads (omkring 80%), med en stor enkelt propel med en diameter på 4500 mm.
Nummer 7 i rækken af trawlere
Denne nybygning bliver således nummer 7 i rækken af fartøjer, der bærer navnet »Ruth«, der startede med etableringen af rederiet Ruth AS tilbage i 1988 af reder Gullak Madsen.
Historisk har 7 fartøjer i de sidste 33 år båret navnet »Ruth«
Det startede med købet af »Arica I« (ex Marie Polaris), som efterfølgende blev omdøbt til »Ruth«. I 1990 fulgte »Ruth« (2), som blev indkøbt fra Færøerne og dengang ombygget. I 1998 overtog rederiet så »Ordinat« fra et norsk rederi, og omdøbte også dette fartøj til »Ruth« (3). »Ruth« (4) blev overtaget i 2005, pudsigt nok også fra Ordinat-rederiet i en byttehandel.
»Ruth« (5) blev overtaget af Rederiet som nybygning (KS-429 fra Karstensens Skibsværft) i Marts 2016. Dette fartøj har vist sig at være særdeles effektivt og samtidig overordentligt økonomisk driftsmæssigt. Komfort og sø- og manøvre-egenskaberne i skibet er også fremhævet som et ekstra plus af besætningen ombord. Dette fartøj blev siden solgt, i en byttehandel, til rederiet K Halstensen i Bekkjarvik i Norge, med overtagelse Februar 2020. Halstensen vil med dette fartøj, som skal overtage det stolte navn »Slaatterøy«, dermed råde over Norges største og (en af de) mest effektive snurper/trawlere til dato. Indtil nye »Ruth« bliver leveret, skal Rederiet Ruth drive og fiske med det nuværende »Slaatterøy«, som dermed bliver »Ruth« (6) i en kortere periode. »Ruth« (7) landede her i weekenden i Skagen Havn, hvor der forventes aflevering først på sommeren 2021, så kurs og fart kan sættes til hjemhavnen Hirtshals.