Europa-Kommissionen fremlægger i dag forslag om de nye niveauer for de samlede tilladte fangstmængder (TAC’er) og fiskeriindsatsen for fiskebestande, som Fællesskabets fiskerfartøjer har adgang til, først og fremmest i Atlanterhavet og Nordsøen. Forslaget er baseret på den videnskabelige rådgivning om de mængder fisk, der kan fanges, hvis fiskeriet skal være bæredygtigt. Kommissionen har også drøftet arbejdsmetoder med medlemsstaterne og fiskerisektorerne og har som følge af deres råd i mange tilfælde begrænset nedskæringerne til højst 15 % i forhold til sidste år.
Tilstanden i en række fiskebestande i europæiske farvande er forbedret siden 2005 – men det er gået langsomt. I 2005 foregik der overfiskeri af 32 ud af 34 evaluerede fiskebestande; dette er faldet til 30 ud af 35 bestande i år. Sideløbende hermed er antallet af fiskerier, hvor forskerne anbefaler en lukning, faldet fra 24 til 17 . Tilstanden for 57 andre bestande er ukendt på grund af ringe indberetning af oplysninger fra fiskerfartøjer eller utilstrækkelig overvågning. Det går dog langsomt med at få alle europæiske fiskebestande op på et bæredygtigt niveau. Fiskerflåderne har ikke været i stand til hurtigt at tilpasse sig den videnskabelige rådgivning. Herudover er det desværre sådan, at de endelige TAC’er i de senere år er blevet fastsat på niveauer, der ligger et godt stykke over, hvad der er bæredygtigt.
Fiskerikommissær Joe Borg har følgende bemærkninger til forslaget: “Vi har arbejdet hårdt på at sikre, at vore forslag er fornuftige, gennemførlige og rimelige. Vi har konsulteret fiskerierhvervets forskellige sektorer og lyttet til deres argumenter. Jeg ved, at der er mange i erhvervet, som er ivrige efter, at fiskebestandene udnyttes på en bæredygtig måde. Det vil gavne både fiskeriet og samfundet som helhed.”
Forslaget er meget kortere end i de foregående år, idet midlertidige tekniske foranstaltninger vedrørende lukkede fangstperioder, maskestørrelser og foranstaltninger til nedbringelse af fiskeudsmid er flyttet til et separat sæt forslag. Fra nu af indeholder forslag om fiskerimuligheder kun TAC’er, kvoter og indsatsniveauer samt foranstaltninger, der er tæt knyttet til gennemførelsen af kvoter og fiskeriindsats.
Beskyttelse af torskebestandene
Kommissionen er stadig meget bekymret over beskyttelsen af torskebestandene. For torsk i Nordsøen, i den østlige del af Den Engelske Kanal og i Skagerrak blev situationen forværret i 2008, hvor der blev fanget en større andel af bestandene end i noget år siden 1999 til trods for indsatsen siden 2002 for at forbedre beskyttelsen af torskebestandene. Det forholder sig desuden sådan, at der siden 2005 ikke længere er nok ældre gydende fisk og for få ungfisk til at øge bestanden
Realtidslukninger og ordninger til undgåelse af torskefangst har ikke været nok til at beskytte bestandene og har ikke bevirket de store ændringer i fiskerimønstre ne. Hvis denne situation skal forbedres, så skal beskyttelsen øges yderligere, og den torskeplan, der blev vedtaget sidste efterår, skal gennemføres. Det vil medføre en lavere fiskeriindsats og dermed mindre pres på torskebestandene. TAC’erne for torsk vil blive tilpasset efter mængden af tilbageværende torsk i hvert område.
Øgede TAC’er for nogle få arter
Der er dog også positive nyheder i form af bestande, som i lang tid har været underlagt forvaltningsplaner og nu begynder at vise forbedringer som følge af en bedre og mere langsigtet forvaltning. Sidste år blev TAC’en for tunge i Nordsøen øget med 7 %; i år har det været muligt at øge den yderligere en smule. For en anden bestand under langsigtet forvaltning, nemlig tunge i Biscayabugten, har det være muligt at fastsætte en øgning på 2 %. For sild vest for Skotland foreslås en forøgelse på 12 % i forvaltningsplanen.
Nedsættelse af TAC’er for mange bestande for at forbedre bæredygtigheden
Kommissionen foreslår også mange nedskæringer i TAC’er for at beskytte de mest sårbare arter og gøre de pågældende fiskerier bæredygtige:
som det blev aftalt sidste år, er TAC’erne for almindelig pighaj nedsat med 90 %, og TAC’erne kan kun bruges til bifangster
det har vist sig nødvendigt at gennemføre betydelige nedskæringer i TAC’erne for kuller vest for Skotland, tunge i den østlige del af Den Engelske Kanal og jomfruhummer i farvandene omkring Irland
der er foreslået en nedskæring på 25 % for sårbare bestande af sydlig havtaske, hvilling i Det Irske Hav og vest for Skotland, byrkelange, tunge i Det Irske Hav og sild nord og vest for Irland
der er foreslået nedskæringer på 15 % eller derunder for yderligere 50 bestande.
Disse nedskæringer går i retning af den modtagne videnskabelige rådgivning, men er mildnet for at begrænse byrderne for fiskerierhvervet på kort sigt. Sagen er, at hvis der ikke er nogen fisk, så er der heller ikke nogen fiskere. Så selv om de er vanskelige at acceptere, så er foranstaltningerne nødvendige, hvis bestandene skal op på bæredygtige niveauer.
Dette års forslag omfatter ikke tal for bestande, som forvaltes i fællesskab med Norge, Island, Rusland, Færøerne eller tredjelande, da parterne endnu ikke er nået til enighed om disse ressourcer.
Kommissionen er fortsat besluttet på at nedbringe udsmidet, men her spiller fiskerne også en rolle, idet de bør fiske på en ansvarlig måde og vende tilbage til havnen, når deres kvoter er opbrugt, bruge selektive fiskeredskaber (f.eks. stormaskede net) og undgå koncentrationer af ungfisk. Kommissionen er ved at udarbejde forslag med disse mål for øje.
Medlemsstaternes fiskeriministre fastsætter TAC’erne for 2010 på deres møde den 14. og 15. december på grundlag af dette forslag.