DTU Aqua har ved hjælp af radiosendere kortlagt første etape af ålens gådefulde færd fra Europa mod Sargassohavet. Resultatet publiceres i denne uge i Science.
Ålens gydevandring fra Europa til Sargassohavet er en af de mest imponerende dyrevandringer i verden.
”På trods af at man har ledt efter svaret siden Aristoteles, så har ingen hidtil vidst, hvad der sker, når de voksne ål forlader Europas kyster hvert efterår. Det gør vi nu!”.
Kim Aarestrup, seniorforsker ved DTU Aqua, er en glad mand. Ved hjælp af moderne teknologi har han sammen med kolleger løst et vigtigt led i en gåde, som ingen hidtil har kunnet give svar på: Hvad sker der, når de europæiske ål (Anguilla anguilla) hvert efterår vandrer ud fra de europæiske floder og kyster? At forstå det er mere nødvendigt end nogensinde, fordi ålen de seneste årti er gået voldsomt tilbage – uden at nogen præcist kan forklare hvorfor.
For at aflure ålens gåder mærkede forskerne i forbindelse med Galathea-ekspeditionen voksne europæiske ål med satellitmærker, som registrerer lys, dybde og temperatur. De første ål blev mærket og sat ud ved Irlands kyst i oktober og november 2006. I denne uge offentliggøres resultaterne i Science.
Svømmer ikke den direkte vej
Forsøget har givet helt ny viden, som på mange måder har overrasket den garvede åleforsker:
”For det første svømmer ålene ikke den direkte rute mod gydeområderne i Sargassohavet. For det andet viser vores data, at ålen hver dag går dybt ned i vandet for at gå tilbage mod overfladen igen om natten, et dybde-skift på adskillige hundrede meter. Og for det tredje viser resultaterne, at ålene på den første del af vandringen svømmer for langsomt i forhold til at nå frem til Sargassohavet på det formodede gydetidspunkt i april, ” sammenfatter Kim Aarestrup, DTU Aqua.
De ål, som nåede længst, var svømmet mere end 1000 km fra Irlands kyst, da mærkerne blev frigivet og sendte data.
”Det er meget spændende, at resultaterne vi ser, viser at ålene ikke tager den direkte rute mod Sargasso, men i stedet går i retning mod Azorerne. Netop syd for Azorerne starter de syd- og vestgående havstrømme væk fra Afrika med retning mod Sargasso,” fortæller han og fortsætter: ”Måske får ålene senere ekstra fart på ved at finde netop disse havstrømme. Det passer i hvert fald med en tidligere fremsat teori.
”Vi kan selvfølgelig heller ikke udelukke, at vandmodstanden fra selve mærket kan sænke ålens fart. Men for at minimere den usikkerhed, har vi kun mærket de største ål vi overhovedet kunne få.
”Vi har også i det efterfølgende EU-støttede EELIAD- projekt mærket ål med en anden type mærker, som man placerer i bughulen og som derfor ikke giver vandmodstand. De første resultater af disse mærker bekræfter, at ålen faktisk vandrer, som vi har beskrevet.” siger DTU Aqua-forskeren.
Går dybt om dagen
Data fra satellitmærkerne afslører, at ålen i løbet af døgnet bruger energi på at bevæge sig op og ned i vandet. Om natten svømmer de i det varmere vand på omkring 200 meters dybde for så ved daggry at dykke dybt til det koldere vand på op til 1000 meters dybde.
”Det er også helt nye oplysninger, og vi kan kun spekulere på årsagerne. Kan det være, fordi ålen udnytter temperaturforskellene til at få den rette balance mellem varme, som holder kroppen i gang, og kulde, som forhindrer, at den kønsmodner før den når frem til gydeområderne? Vandet bliver varmere og varmere, efterhånden som ålene nærmer sig Sargasso og måske er udsving i tryk og temperatur afgørende for, at modningen sker på det rigtige tidspunkt. Vi ved det ikke, endnu. Men det er oplysninger, som måske kan bruges i arbejdet med at opdrætte europæisk ål i fangenskab, hvor man i dag er afhængig af at modne ålene kunstigt ved brug af hormoner,” fortæller seniorforskeren.
Alvorlig situation
Kim Aarestrup ser de resultater, som han og forskergruppen nu præsenterer i Science, som et vigtigt fundament at bygge videre på: De ål, som nåede længst, var svømmet mere end 1000 km fra Irlands kyst, da mærkerne blev frigivet og sendte data.
”Det er meget spændende, at resultaterne vi ser, viser at ålene ikke tager den direkte rute mod Sargasso, men i stedet går i retning mod Azorerne. Netop syd for Azorerne starter de syd- og vestgående havstrømme væk fra Afrika med retning mod Sargasso,” fortæller han og fortsætter: ”Måske får ålene senere ekstra fart på ved at finde netop disse havstrømme. Det passer i hvert fald med en tidligere fremsat teori.
”Vi kan selvfølgelig heller ikke udelukke, at vandmodstanden fra selve mærket kan sænke ålens fart. Men for at minimere den usikkerhed, har vi kun mærket de største ål vi overhovedet kunne få.
”Vi har også i det efterfølgende EU-støttede EELIAD- projekt mærket ål med en anden type mærker, som man placerer i bughulen og som derfor ikke giver vandmodstand. De første resultater af disse mærker bekræfter, at ålen faktisk vandrer, som vi har beskrevet.” siger DTU Aqua-forskeren.
Går dybt om dagen
Data fra satellitmærkerne afslører, at ålen i løbet af døgnet bruger energi på at bevæge sig op og ned i vandet. Om natten svømmer de i det varmere vand på omkring 200 meters dybde for så ved daggry at dykke dybt til det koldere vand på op til 1000 meters dybde.
”Det er også helt nye oplysninger, og vi kan kun spekulere på årsagerne. Kan det være, fordi ålen udnytter temperaturforskellene til at få den rette balance mellem varme, som holder kroppen i gang, og kulde, som forhindrer, at den kønsmodner før den når frem til gydeområderne? Vandet bliver varmere og varmere, efterhånden som ålene nærmer sig Sargasso og måske er udsving i tryk og temperatur afgørende for, at modningen sker på det rigtige tidspunkt. Vi ved det ikke, endnu. Men det er oplysninger, som måske kan bruges i arbejdet med at opdrætte europæisk ål i fangenskab, hvor man i dag er afhængig af at modne ålene kunstigt ved brug af hormoner,” fortæller seniorforskeren.
Alvorlig situation
Kim Aarestrup ser de resultater, som han og forskergruppen nu præsenterer i Science, som et vigtigt fundament at bygge videre på: ”Ålen er nærmest den eneste ægte paneuropæiske fisk, dvs. en fisk som findes overalt fra nord til syd. Og samtidig ved vi faktisk utrolig lidt om den. Når vi ikke har sluttet ålens livscyklus, kan vi heller ikke vide, hvor vi præcis skal sætte ind for at redde arten fra den alvorlige situation bestanden er i. Vi er stadig ikke nået hele vejen, men vi har vist teknikken til at kunne få oplysningerne hjem.”
Kim Aarestrup var selv i forbindelse med Galathea-ekspeditionen med til at lede efter gydemodne ål i Sargasso, uden held. Til næste år vil en tysk ekspedition forsøge igen. Nu med den nye viden i bagagen.
”De beregninger, man har brugt hidtil, har ikke taget højde for, at ålen bruger energi undervejs på at skifte dybde. Nu kan man opstille en alternativ hypotese og sige, hvordan kommer de så derned, og hvis de gør det sådan, hvor kan vi så forvente at de ender – og så lede dér,” forklarer DTU Aqua-forskeren.
Mere på vej
Michael M. Hansen, tidligere professor ved DTU Aqua og nu institutleder ved Biologisk Institut, Aarhus Universitet, var koordinator for Galathea 3-åleprojektet og er medforfatter på artiklen i Science. Han vurderer, at flere spændende resultater er på vej.
”Vi arbejder for tiden på flere andre videnskabelige artikler, som er et direkte resultat af de analyser af ålelarver, vi indsamlede i Sargassohavet. Blandt andet kan vi give et ret klart svar på, om der findes én eller flere genetisk forskellige bestande af ål. Ålen er truet i hele sit udbredelsesområde, og det er vigtigt at vide, om det er den samme bestand, man høster af, når man fanger ål i f.eks. Spanien og Danmark”.
Udbytte af Galathea
Artiklen om ålens gydevanding er den første Science-artikel, som udspringer af resultater indsamlet på Galathea-ekspeditionen. Arbejdet fortsætter nu under det EU-finansierede EELIAT-projekt, hvor Kim Aarestrup og hans kolleger sidste år udsætte endnu 75 mærkede ål, hvoraf der er kommet data tilbage fra 69. Dette forår og næste forår mærker Kim Aarestrup og hans kolleger igen ål ved hhv. Sverige, Irland og Frankrig.
