Test smagning af tobis konserves gav overraskende positiv respons
Frokosten bød på tobis i olie, tomat, lage,
gele og 2 varianter af røget tobis i olie.
I forbindelse med Danmarks Fiskeriforenings projektgruppe ”Industri til Konsum” holdt møde d. 24. sept. 2009, blev der serveret en frokost menu, bestående af konservesprodukter, produceret på basis af tobis, fanget på sommerens forsøgstogt.
Og deltagerne tog godt for sig af retterne – et par gæster var endda så begejstrede, at de spurgte om der var mulighed for at få vareprøver med hjem.
Det var TripleNine, der via datterselskabet ESSI A/S, bød på lækkerierne. Produkterne stammer fra en test produktion, som virksomheden har gennemført på en østeuropæisk konservesfabrik.
”I flere år har TripleNine modtaget og forarbejdet tobis af meget høj kvalitet til brug for agn til sportsfiskere, så det er helt naturligt for os at videreføre disse erfaringer, i forsøget på at producere og sælge tobis til konsum” forklarede direktør Ejgil Knudsen, umiddelbart inden der blev budt til bords. Her kunne gæsterne så prøve 7 forskellige tobis varianter, suppleret med diverse brød, grønt og andet tilbehør.
I forbindelse med frokosten blev gæsterne desuden bedt om at kvalitetsbedømme fiskens smag, udseende og konsistens. Samlet blev retterne bedømt til at ligge et pænt stykke over middel. Topscorer blev en røget tobis i olie, der opnåede 4,5 ud af 5 mulige point.
Om den dybere baggrund for initiativet forklarer Ejgil Knudsen: ”Med egne øjne har vi ønsket at få bevis for, at tobis kan bruges i stor skala. Hidtil har vi set mindre forsøg, f.eks. på messer og andre steder, hvor kokke har kreeret små velsmagende retter på basis af tobis. Vi ønsker at teste tobisens mulighed i forbindelse med storproduktion. Det foreliggende resultat viser, at tobis kan indsættes på linie med brisling, makrel, sardin o. lign små pelagiske fisk”. Ifølge oplysninger fra den producerende fabrik, vurderer virksomheden ikke forarbejdningsomkostningerne ved tobis som højere, end f.eks. brisling. ”Dermed har vi også et billede af, at produktion af tobis kan være konkurrence dygtig indenfor konserves sektoren”
Bestyrelsesformand for TripleNine, Erik Bonde Pedersen, deltog også i frokosten: ”Flere af TripleNine’s andelshavere, har i regi af Brændstofpuljen ønsket at skifte til frysetrawler, så bl.a. på den baggrund er det et interessant forretningsområde at dyrke”.
I forhold til det videre perspektiv forklarede Bonde Pedersen, at det i første omgang ikke lykkedes at få en frysetrawler til Thyborøn. Derfor kan den tidligere sildeforarbejdningsfabrik ESSI’s produktionsbygning på Krøjkaj ud for 4. bassin på Fiskerihavnen i Esbjerg, hurtigt komme i spil til modtagelse og forarbejdning. ”Bygningen har en kajnær beliggenhed og gode frysefaciliteter, så den er velegnet til formålet. Desuden har vi gennem de seneste 3 år modtaget konsumbehandlet tobis fanget få timer ud for Esbjerg – fiskernes interesse og de første gode erfaringer er skabt”