Dansk tobisfiskeri i 2009.
Der er den 23. juni 2009 registreret danske landinger af tobis på i alt 231.590 tons. Hovedparten af denne mængde (96- 97 %) er landet af fartøjer, der fisker tobis på IOK vilkår.
Der er i perioden fra 1.april-23. juni 2009 forudanmeldt i alt ca. 850 danske tobislandinger med en samlet mængde på ca. 248.000 tons tobis, heraf ca. 3.000 tons fra Skagerrak/Kattegat.
Det er samlet set lidt mere end på samme tidspunkt i 2008, hvor landingerne udgjorde i alt ca. 242.000 tons. For Nordsøens vedkommende er der tale om flere landinger og større mængder end på samme tidspunkt i 2008, mens såvel antallet af landinger og mængden fra Skagerrak/Kattegat ligger betydeligt under 2008-nivauet.
Den samlede danske fiskeriindsats var ved udgangen af uge 24 (senest fuldt optalte uge) på ca. 3.350.000 kW-dage, hvilket er ca. 9 % mere end på samme tidspunkt i 2008.
Der er den 23. juni 2009 i alt 83 danske fartøjer, der har foretaget mindst en tobislanding i 2009. Det er det samme antal fartøjer, der var inde i fiskeriet i 2008, men noget lavere end antallet af fartøjer, der deltog i 2007.
Aktuel dansk aktivitet.
Tobisfiskeriet foregår aktuelt udelukkende i den danske del af Nordsøen og i Skagerrak. I den danske del af Nordsøen er ca. 25 (heraf flere mindre) danske fartøjer aktive. Der er de sidste dage kommet lidt gang i det kystnære tobisfiskeri i Skagerrak, hvor en håndfuld fartøjer er aktive. En del af de allerstørste danske fartøjer har indstillet tobisfiskeriet for 2009.
Nyt om andre landes tobiskvoter og -fiskeri.
Norge har pr. 23. juni 2009 på nær 82 tons fisket hele den tildelte tobiskvote på 27.500 tons. Først på sæsonen fiskede nordmændene tobis i den britiske del af Nordsøen, mens de fra midten af maj hovedsageligt har fisket i den danske del af Nordsøen. Norske fartøjer har udelukkende landet tobis i Norge.
De norske myndigheder har fulgt en anbefaling fra det norske Havforskningsinstitut og besluttet, at der ikke vil blive åbnet for tobisfiskeri i norske farvande i 2009.
Færøerne er tildelt en kvote på 2.500 tons tobis i EF-delen af Nordsøen. Fiskeridirektoratet er ikke vidende om, hvor meget der er fisket, men begge de deltagende færøske fartøjer har landet tobis i Norge.
Sverige er tildelt en initialkvote på 12.017 tons, heraf 11.431 tons i EF-farvande i Nordsøen og 586 tons i EF-farvande i Skagerrak/Kattegat. Der er den 23. juni 2009 registreret 34 svenske tobislandinger i Danmark (alle i Skagen) på tilsammen ca. 12.200 tons.
Tyskland er i udgangssituationen tildelt en meget beskeden tobiskvote på 501 tons. Tyskland har dog ved kvotebytter med Danmark byttet sig til en betydelig større kvote. Der er den 23. maj 2009 registreret ca. 25 tyske landinger eller forudanmeldelser af tobis i Danmark på i alt ca. 12.000 tons.
Storbritannien er tildelt en samlet kvote på 7.153 tons. Fiskeridirektoratet har kendskab til 4 britiske tobislandinger i Danmark på i alt godt 3.600 tons.
Litauen har gennem et kvotebytte med Danmark fået adgang til at fiske i alt 3.000 tons tobis, og der er registreret 7 litauiske tobislanding i Danmark på i alt ca. 2.000 tons.
Nederlandene har fået overført 1.800 tons tobis fra Danmark i forbindelse med et projekt kaldet ”Industri til konsum”, hvor det skal undersøges om der er markedsmæssigt grundlag for at afsætte tobis, der indfryses på søen til menneskelig konsum. Det nederlandske fartøj, der fik tildelt denne kvote har landet ca. 1.450 tons tobis i Nederlandene.