Der skete lørdag d. 2.maj 2009 en arbejdsulykke på havundersøgelsesskibet DANA. Ulykken indtraf på trawldækket, da en af matroserne blev ramt af en wire, mens man var ved at rigge trawlskovlene til.
Ulykken skete ud for Norges kyst ved Bergen. En helikopter evakuerede efterfølgende den tilskadekomne matros.
DTU’s havforskningsskib DANA forlod Hirtshals fredag den 1. maj kl. 12.30 for at starte et togt i Norskehavet. Kursen blev sat direkte efter sydspidsen af Norge for at fortsætte op langs den norske kyst mod startpositionen 120 sømil nordøst for Shetlandsøerne. DANA skal i hele maj måned kortlægge bestandene af bl.a. sild og blåhvilling i området. Sild og blåhvilling er vigtige arter for fiskeriet i Norskehavet, og viden om de to bestande er en af forudsætningerne for at kunne sikre et bæredygtigt fiskeri, skriver DTU på sin hjemmeside.