På World Maritime Day er der i år sat særligt fokus på den bæredygtige udvikling indenfor søfarten.
Hvert år bliver der sat fokus på forskellige temaer inden for sikker skibsfart, maritim sikring og havmiljøet.
IMO markerer dagen i år med temaet bæredygtig udvikling under overskriften: ”Sustainable Development – IMO’s contribution beyond Rio+20”. Med temaet ønsker IMO at fastholde momentum på, hvordan global skibsfart kan understøtte bæredygtig udvikling. IMO holder på dagen en konference, hvor der vil være fokus på vigtigheden af et maritimt transportsystem for global vækst og fremgang.
“Det er vigtigt, at skibsfart fortsat er en miljøvenlig transportform. Det er en dansk mærkesag at gøre skibsfarten mere bæredygtig og grønnere eksempelvis ved at reducere udledningen af drivhusgasser. Flere projekter under regeringens Vækstplan for Det Blå Danmark handler netop om bæredygtige og innovative løsninger, der også kan skabe vækst. Derfor er vi glade for, at IMO sætter fokus på bæredygtig udvikling,” siger Andreas Nordseth, direktør for Søfartsstyrelsen.
FN’s generalsekretær Ban Ki-moon siger i forbindelse med World Maritime Day: ”We value maritime transport as a cost-effective and energy-efficient link in the global supply chain”, og han opfordrer til at bruge dagen til at fastholde fokus på bæredygtig udvikling inden for skibsfart.
Læs mere her nedenfor om FN`s internationale World Maritime Day.