Fredag den 25. April anløb S349 Gitte Henning Skagen med ikke mindre end 3.500 tons blåhvilling, den største fangst et dansk fartøj nogensinde har landet – og så ovenikøbet på fartøjets jomfrurejse.
Turen på en uge dækkede også over 2 dage i Lerwick Havn på Shetlandsøerne, for at få justeret hydraulikken og lidt andre små ting, fortæller en ellers tilfreds reder og skipper Henning Kjeldsen til FiskerForum.
Henning Kjeldsen sender stor ros til sin besætning, som han betegner som både ihærdige og dygtige under en problematisk opstart. En opstart af et fartøj i denne størrelse vil altid give udfordringer, fortæller skipperen. S349 Gitte Henning er efter endt losning allerede på vej til fiskefelterne igen får at hente en last blåhvilling mere.
S 349 Gitte Henning er udstyret med en Wärtsilä 9L32 5.200 kW, samt en Wärtsilä 8L26 2.600 kW hjælpemotor, som kan bruges til at booste med (Dvs. den kan samkøre med hoved-motoren, så man ved hjælp af effekten fra hjælpemotoren, kan overfører kraften til akselgeneratoren, som derefter igennem et Wärtsilä gear, går videre til propelakslen, således båden derved opnår et imponerende 128 tons pæletræk (Der er normalt kun 90 tons på hovedmotoren, men denne løsning bruges også kun under makrelfiskeriet.)
Gearet kan også køre PTI, det vil sige man stopper hovedmotoren og overfører effekten fra hjælpemotoren ind i gearet og man ka herefter sejle uden brug af hovedmotoren. Bruges ved forlægningssejlads og ved sejlads til og fra fiskepladserne, fuldstændigt lyd og støjfrit, dog kun med reduceret fart på 12 – 13 knob.
Udover dette kan gearet køre propellerne på step 1 med 110 omdrejninger og step 2 med 145 omdrejninger, igen for at optimerer brændstofforbruget under steaming eller slæb.
Desuden kan gearet variabelt stilles til mellem 50 og 60 Hz på generatoren og mellem 90 og 145 omdrejninger på propellen. En løsning der også er med til at spare brændstof og optimerer fart og pæletræk.
Motorene er udstyret med katalysator, for at nedbringe NOx udslippet med helt op til 80 procent.
Desuden er S 349 Gitte Henning udstyret med en Mitsubishi motor på 1.000 kW, som er placeret uden for maskinrummet, for at mindske støjen, når der arbejdes i maskinrummet. Så er der ro under losningen og der spares på brændstoffet.
Den sidste motor er en lille luftkølet Deutz diesel på 250 kW, som bruges når båden ligger i havn og i dok, igen for at mindske brændstofforbruget.
Skibet er indrettet med 12 lugafer udstyret med lædermøbler, bad og toilet samt satellit TV, internet og HiFi
Kabyssen er udstyret som et moderne køkkenen med kølerum/fryserum. Messen har 12 spisepladser og 2 TV/opholdsrum med lædersofaer gulv i skibsplank samt Internet og HiFi. Der forefindes også hospital, solarium og fitness rum med alle moderne faciliteter ombord.
Styrehus er på ikke mindre end 280m³ udstyret med alle moderne faciliteter, og det nyeste elektronik.