Det rød og hvide telt var fyldt og Victory lå stolt ved kajen med et glimt af maj solen over sig, mens Hvide Sandes nye trawler blev navngivet, Victory.
RI 376 ”Victory” er bestilt af fiskeskipper Erik Jensen, Hvide Sande og er udrigget til trawlfiskeri efter både industri- og konsumfisk. Fartøjet har fået flytbare korrugerende skotter til industrifiskeri, således lasten kan deles op i 3 fisketanke, ifølge Vestværftet, som har tegnet og bygget Victory.
Dagen før dåben herskede der stor aktivitet på havnekajen ved Vestværftet, hvor de sidste forberedelser inden dåben Store Bededag, blev gjort.
Hvide Sande skipper Erik ”Emil” Jensen var også selv i gang med at gøre klar til det forestående tobis fiskeri, som fiskes for tiden. Situationen fra sidste år sidder stadig frisk i erindring, hvor den gamle trækutter Victory måtte en tur på værft midt i tobis sæsonen pga. en mindre motorbrand. En ufrivillig pause på små 3 uger.
Det var her skipper Erik ”Emil” Jensen tog beslutningen om, at tiden nu var inde til at investere i en helt ny trawler.
Ståltrawleren, resultatet af beslutningen, ligger nu ved kajen og venter kun på det forestående fiskeri.
Mange lokale firmaer og håndværkere har været på opgaven med aptering og klargøring af fartøjet og de glæder sig sammen med skipper og besætning over det fine resultat.
Herfra skal der også lyde et ”god vind fremover”.