L 433 ”Rebecca Steen” er bygget til fiskeskipper Jens Erhardt Steen.
Skibet er udrigget til bomtrawlfiskeri efter hesterejer. Skibet er tegnet og bygget af Vestværftet ApS i Hvide Sande og afleveret i Juni 2008.
Dermed får skipperen nu et helt nyt fartøj specielt indrettet til at fiske efter hesterejer. Disse fanges traditionelt i den sydlige del af Nordsøen og ofte i området fra Thyborøn til Rømø.
Skibet er udstyret med top moderne forarbejdningsudstyr og Jens Erhard Steen, glæder sig naturligt nok til, at tage skibet i brug. Herunder også at afprøve fremdrivningsudstyret, der består af en 6 cylindre John Deere 12,5 liters fuldelektronisk dieselmotor, som er koblet på et ZF gear og en Hundested propel.
West Diesel as, Esbjerg er leverandør af ovennævnte. Og herfra fremhæver direktør Erling Sørensen et par af motorens største fortrin, nemlig det lave brændstofforbrug og omdrejningstallet, hvor det største moment ligger ved ca. 1500 omdrejninger.
West Diesel har desuden leveret en 6 cylindre John Deere motor på 6,8 liter til hydraulik og strøm.
Jens Erhard Steen, der er 45 år gammel, har tidligere fisket med kutteren ”Marie Steen”. Dette fartøj tages nu ud af fiskeriet. Fangsterne afsættes i fast aftale til en hollandsk opkøber.