Ice Trawl Greenland A/S’s nyeste skib, »Nataarnaq« der skal erstatte rederiets nuværende M/tr »Nataarnaq«, søsættes fredag den 21. august 2020 fra det spanske Bilbao shipyard, Asterillos Murueta.
Søsætningen skete fredag aften klokken 19.00 lokal tid, hvilket vil sige klokken 15.00 grønlandsk tid.
Byggeriet af skibet er blevet forsinket med ca. tre måneder på grund af den verdensomspændende Corona-pandemien. Trods forsinkelserne, så forventes byggeriet færdiggjort til august 2021, oplyser bestyrelsesformand i Ice Trawl Greenland A/S, Ove Rosing Olsen.
»På grund af Corona situationen foregår søsætning af skibet uden deltagelse fra rederiets bestyrelse. Byggeriet overvåges af maskinmester Asbjørn Petersen fra M/tr Nataarnaq,« siger Ove Rosing Olsen, og fortsætter, »Ice Trawl Greenland A/S har 30- års jubilæum i 2021. Bestyrelsen er meget tilfreds med rederiets resultater igennem disse år og glad for at det kan markeres med det nye meget flotte og top-moderne rejeskib.
Skal fiske rejer
Den nye »Nataarnaq« er 82,30 meter lang og 18 meter bred. Trawleren kan have en besætning på 30 personer med 28 enkeltkamre og et enkelt dobbeltkammer. Lastrummet er i to etager og på i alt 2950 kubikmeter.
Det nye skib skal udelukkende fiske rejer med samme fiskeriaktivitet, som den nuværende Nataarnaq, der udover fiskeri i grønlandsk farvand også har haft fiskeri ved Svalbard.
Bestyrelsen i Ice Trawl Greenland A/S har planer om, at skibet skal navngives i Sisimiut, når den er ankommet til Grønland i efteråret 2021.