FISKERIPOLITIK // KINA – Kinas internationale fiskerflåde er verden over mere frygtet end militærets skibe. Den beskyldes for at bryde internationale regler og fiske i andre landes territorier, så langt væk som Afrika og Sydamerika. Helt aktuelt er den filippinske regering rystet, fordi 200 store kinesiske fiskerbåde har ankret op i en zone i det Sydkinesiske Hav, som ifølge FN tilhører Filippinerne, men som Kina nægter at anerkende. Den spændte situation er den seneste i rækken af sammenstød verden over, hvor Kinas fiskerflåde med næsten 3000 store både anklages for at tømme havet for fisk og ødelægge havmiljøet i jagten på at skaffe fisk og skaldyr til de kinesiske forbrugere.