Torsdag morgen udbrød der brand på den mindre trawler LL 467 Gullbris i den svenske fiskeri- og havneby Lysekil, ved indsejlingen til fjorden Gullmam på den svenske Skagerrak kyst.
Forhistorien er ifølge den svenske avis Expressen GT, at redningsvæsnet havde bistået kutteren med slukning af en brand i maskinrummet, natten til torsdag og derefter slæbt kutteren til havnen i Lysekil, hvor besætningen blev bragt til observation for røgforgiftning. Heldigvis var ingen kommet alvorligt til skade under nattens slukningsarbejde.
Redningstjenesten havde tjekket båden med infrarødt kamera
Det svenske redningsvæsen havde derefter opgaven omkring klokken 08.00, at fortøjre skibet og tjekke om skibet var sikret. Man havde målt igennem med varmesøgende og infrarødt kamera og fartøjet blev herefter forladt.
Kun en time senere lød der en kraftig eksplosion fra LL 467 Gullbris, der kort efter havde styrhuset fuldstændigt omspændt af flammer. På det tidspunkt var der ingen om bord på kutteren.
Omkring kl. 10.30 havde redningstjenesten fra Lysekil atter branden under kontrol, trods flere eksplosioner undervejs.
Formentlig er det gasflasker der er eksploderet
Det svenske redningsvæsen i Lysekil fortæller til avisen Expressen GT, at der kan være flere årsager til at branden brød igen. Det kunne være røggasser fra den første brand, der havde samlet sig eller en utæt gasflaske, som har lækket efter første brand. Branden blev hurtigt bekæmpet igen og selvom styrhuset ikke stod til at redde, var lasten næsten helt uberørt af den kraftige brand.
De svenske myndigheder var talstærkt tilstede under den voldsomme brand, med én helikopter i luften over havnen, samt politi og redningsvæsen på kajen. Branden er efterfølgende klassificeret som en ulykke på arbejdspladsen, heldigvis uden tilskadekomne.