Førstebehandlingen af Enhedslistens beslutningsforslag om at indføre et forbud mod fiskeri med bomtrawl i dansk farvand i Nordsøen, Skagerrak og Natura 2000-områder torsdag bød på noget af et chok.
Det skriver fiskeriordfører Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne i et indlæg
Det fremsatte beslutningsforslag er noget, vi i Danmarks-demokraterne under ingen omstændigheder kan støtte, for selv om vi nok er enige i, at vi gerne vil af med de udenlandske fiskere, der stadig bruger kædemåtter, ja så er forslaget jo så unuanceret, at det overhovedet ikke tager højde for, at man kan bruge forskellige redskaber på sin bom. Dermed vil det jo betyde, at man nedlægger fiskeriet efter hesterejer langs den jyske vestkyst med store følger i lokalsamfundet som en konsekvens heraf.
Jeg mener, at vi skal beskytte og udvikle det danske fiskeri – ikke nedlægge det, som Enhedslisten og andre mange gange virker til at ville. Det var derfor ikke den store overraskelse, at jeg havde lidt diskussioner med Enhedslisten i Folketingssalen om, at deres forbud ville fjerne vores hesterejefiskeri, og at de tydeligvis ikke havde tænkt over, at man har forskellige redskaber, man kan bruge ved bomfiskeri. Men det skulle vise sig at blive endnu værre med deres uvidenhed om fiskeriet.
Efter at have hørt på Enhedslistens snak om, at man skam kun blev ramt, hvis man fiskede i Natura 2000-områder, dristede jeg mig til at spørge Hr. Søren Egge Rasmussen, om han ikke godt ville bekræfte over for mig, at alt det vand, der er ved Vestkysten og skyller ind ved Hvide Sande, Esbjerg og Rømø, netop er en del af Nordsøen.
Svaret, jeg fik, lød sådan her: »Jeg troede bare, at det hed Vestkysten, men det er så en del af Nordsøen, men tak for at lære mig noget nyt i dag.«
Helt ærligt, hvad er det, der foregår? Enhedslisten vælger altså at fremsætte et forslag, der vil få store konsekvenser for dansk fiskeri, uden at vide, hvilke muligheder der er, og uden at have en idé om, hvilke områder der bliver ramt af deres forslag. Det er jo helt vanvittigt, at man vil være det bekendt over for dem, som bliver ramt af det. Hvordan havde de dog forestillet sig, at jeg ville støtte sådan et forslag?
Indlæg af Kristian Bøgsted, fiskeriordfører for Danmarksdemokraterne