Fiskeriskolen i Thyborøn sender i september skoleskibet M/S »Athene« på tur rundt til fem jyske havne, hvor alle interesserede er velkomne til at lægge vejen forbi for en rundvisning og en snak om uddannelsen til erhvervsfisker.
Første stop på M/S »Athene’s« togt er Aalborg, hvor skoleskibet lægger til kaj onsdag den 7. september, og Fiskeriskolen håber, at interessen for at opleve skoleskibet vil være lige så stor, som ved tidligere besøg. Sidst, Fiskeriskolen tog på togt med M/S »Athene«, lagde sammenlagt mere end 1.000 besøgende vejen forbi, så der er helt klart en interesse, som Fiskeriskolen nu imødekommer med endnu et togt.
»Det er en god mulighed for at komme i snak med potentielle elever, vejledere, undervisere og jobkonsulenter m.fl. og få udbredt budskabet om, at vi på Fiskeriskolen – som eneste skole i Danmark i øvrigt – udbyder den spændende uddannelse til erhvervsfisker.
Det er en 2-årig uddannelse, hvor eleverne får løn under uddannelse, hvor der er lærepladsgaranti, og hvor man efter blot fem uger på skole kommer på fiskeri på et fiskefartøj. Det er noget, der appellerer til mange – ikke mindst fordi, der også er rigtig gode jobmuligheder i erhvervet efter endt uddannelse,« fortæller direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest, som Fiskeriskolen er en del af.
Det er Fiskeriskolens erfaring, at ’Åbent Skiw’ er en god og anderledes måde at møde de unge på. Går man og drømmer om en fremtid inden for fiskeriet, giver det jo ganske god mening at blive inviteret om bord på et skib for at høre mere om mulighederne. Og et besøg på M/S »Athene« er samtidig et besøg i ét af de spændende »klasseværelser«, fiskeriskolens elever bliver undervist i.
Det er noget, de unge kan relatere til, og som de generelt synes er ret fedt. Skoleskibet indeholder alle de nødvendige faciliteter til undervisning i blandt andet motorpasning, navigation og forskellige sikkerhedskurser, og fiskeriskolens elever bruger skibet til at afprøve alle de forskellige teorier, teknikker og metoder i praksis under deres skoleophold. Et besøg på M/S »Athene« giver således et ganske godt indblik i mange af de ting, man arbejder med på uddannelsen til erhvervsfisker.
Tourplanen for ’Åbent Skiw’ ser således ud:
- Aalborg den 7. september mellem kl. 8.00 og 15.00 (kajplads 40 el. 41)
- Strandby den 8. september mellem kl. 8.00 og 15.00
- Skagen den 9. september mellem kl. 8.00 og 15.00
- Hirtshals den 14. og den 15. september mellem kl. 8.00 og 15.00
- Hanstholm den 16. september mellem kl. 8.00 og 15.00
Nærmere info om den specifikke lokalitet vil blive offentliggjort på Fiskeriskolens Facebookside op til de enkelte besøg.
Se også Fiskeriskolens kampagnefilm herunder: