Mens det emmede af god stemning, taler og pindemadder nede på kajen, var stemningen oppe i kranen helt anderledes koncentreret. Skagen Stevedore teamet glæder sig til at kunne bevise, at en containerterminal i Skagen er en rigtig god ide.
Mike Andersen var dagens første kranfører, og han nåede kun lige akkurat ned, inden roserne begyndte at vælte ind. »På en klar dag kan man se vandet på begge sider. Vi skal sådan koncentrere os, men vi glæder os til, at vi kan køre og nyde udsigten samtidig,« siger Mike Andersen med et glimt i øjet. »Godt gået Mike,« lød det fra alle kanter, og Mike Andersen selv var da også fint tilfreds med sin første rigtige vagt som kranfører. »Jeg synes, det gik fint. Der er ingen tvivl om, at vi ikke er de hurtigste, og det bliver vi heller ikke med det samme. Øvelse gør mester, det er der ingen tvivl om. Men der er ikke splittet noget – så må vi sige, det er vellykket!« siger kranfører Mike Andersen med et grin. Han har været ansat hos FF Skagen i 11 år.
Stevedore Manager Søren Hansen er til gengæld helt ny i jobbet, men entusiasmen blomstrede, og han har i den grad nået at mærke interessen for den nye containerterminal: »Den har været nærmest overvældende. Det mærker man ikke kun internt i huset, det mærker man i hele byen og området omkring Nordjylland. Jeg tror kun, interessen vil stige fremadrettet, når de kan se, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre at etablere en container-terminal i Skagen,« siger Stevedore Manager i Ska- gen Stevedore, Søren Hansen.
Søren Hansen, Mike Andersen og resten af teamet i Skagen Stevedore skal i den næste tid vise, at det er værd at kigge mod Skagen for at få fragter enten importeret eller eksporteret. »Det, vi skal udmærke os på fremfor de konkurrerende havne, er god service og effektivitet. Vi skal have vist de nordjyske virksomheder, at vi godt kan finde ud af det heroppe i Skagen. Der er nok nogle, der lige skal se os lidt an og se om vi magter opgaven. Så det er bare med at leve op til det og fortsætte med den entusiasme, der også har været indtil nu, så er jeg helt sikker på, at der er mange, der synes, det kunne være interessant for dem at kigge vores vej,« siger Søren Hansen.
Kilde: FF Skagen Fiskerforum.dk