Fiskeristyrelsen har opdateret tre vejledninger for landingspligt og undtagelser for 2021. Opdateringen skyldes, at to (EU) forordninger udløb den 31. december 2020, samt vedtagelse af en ny forordning for demersale arter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, som nu også indeholder regler for pelagisk fiskeri.
Det skriver Fiskeristyrelsen i et nyhedsbrev
Se den fulde tekst i forordningen for demersale og pelagiske arter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat
Væsentligste ændringer gældende pr. 1. januar 2021:
- I Østersøen er det ikke længere tilladt at genudsætte laks, som en undtagelse på baggrund af høj overlevelse, idet den gældende forordning (EU) 2018/211 udløb den 31. december 2020. Det forventes dog, at der vedtages en undtagelse i andet halvår af 2021. Desuden fremgår det også af vejledningen, at kravet for forudanmeldelse af torsk er ændret fra 300 kilo til 250 kilo (levende vægt) som følge af ændring af den flerårige forvaltningsplan for Østersøen.
- For demersale arter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat er alle undtagelser videreført fra 2020 til 2021, dog med visse til rettelser, f.eks. visse procentansættelser for mængder under de minimis undtagelser. Det er pr. 1. januar 2021 blevet tilladt at genudsætte rødspætter som følge af høj overlevelse, når der fiskes med trawl med maskestørrelse i intervallet 100-119 mm. Det er i vejledningen blevet præciseret, at undtagelse for rødspætter med høj overlevelse, kun gælder, når der fiskes efter fladfisk og rundfisk. Det vil sige, at der ikke må genudsættes rødspætter, når der fiskes efter dybvandshummere f.eks. med hummer trawl med redskabs-kode TBN trawl med maskeinterval 70-89 mm med svensk rist i Skagerrak og Kattegat og SepNet-trawl. Ligeledes skal man være opmærksom på om det anvendte panel opfylder krav i forhold til, hvornår det er tilladt at genudsætte rødspætter. De særlige tekniske regler for fiskeri i Skagerrak og Kattegat, er stadig gældende og fremgår i artikel 11 i den delegerede retsakt for demersale arter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat (EU) 2019/2238.
- For pelagiske arter og industrifiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat udløb de to undtagelser i den pelagiske fiskeriforordning i (EU) 1395/2014 den 31. december 2020. Men de er medtaget i den nye delegerede forordning for Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Der er således ikke er sket ændringer i reglerne. Vejledningen er tilpasset så den nu kun omhand-ler pelagiske arter, da der ikke er nogle undtagelser for industrifiskeri.
Vejledning for Østersøen.
Vejledning for demersale arter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
Vejledning for pelagiske arter og industrifiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.