Skilte »badning frarådes« er blevet alt for almindelige på de danske strande henover sommeren. Senest blev vi vidne til voldsomme oversvømmelser i Østjylland, hvor vandet fossede op af kloakkerne.
Det skriver næstformand for Fiskeriudvalget PECH og venstrepolitikeren MEP Asger Christensen samt venstres MEP Erik Poulsen i et partsindlæg.
Ved første øjekast kan det måske synes som et mindre, uskyldigt problem, men det er langt større end det. Det er en direkte konsekvens af, at myndighederne ikke formår at håndtere spildevandet og ikke er rustet til klimaforandringerne.
Dette gælder ikke blot i Danmark, men også i Polen og Rusland. Det har katastrofale konsekvenser for vores havmiljø. Derfor må vi fremskynde kloak-separationsprocessen i Danmark, og resten af Europa må følge trop, da deres spildevands-udledninger alvorligt påvirkninger det danske havmiljø.
Spildevandsudledninger har ført til lukning af flere populære badestrande i sommerens løb, herunder Marbæk Strand og Varna i Århus. Frihedsbrevet kunne for nyligt afsløre, at der var forekommet ulovlige spildevandsudledninger hele 1.827 gange i bare syv danske kommuner. Tidligere har vi også været vidne til massedød af fisk i Skartved Bæk, hvor 850 ørreder døde som følge af u-rensede spildevandsudledninger i bækken.
Det er uacceptabelt, at myndighederne, både planlagt og uplanlagt, udpumper urenset spildevand i havet, hvilket forgifter havmiljøet og fører til massedød af fisk. Det er ganske enkelt for ubehageligt, at urenset spildevand finder sin vej ud i vores skrøbelige natur. Myndighederne fejler gentagne gange, og naturen må bøde.
Selvom man ikke kan kontrollere lynnedslag, kraftig regn og andre klimarelaterede udfordringer, er det myndighedernes ansvar at sikre, at pumpestationer og kloakker er opdaterede og bemandingen tilstrækkelig, så de kan håndtere naturens luner. Desværre er de danske myndigheder ikke de eneste syndere, men det ville have været nemmere at håndtere.
Denne udfordring er ikke blot en dansk sag; en stor del af problemet i de danske farvande skyldes stor-forurenende lande som Polen og Rusland, der udleder enorme mængder urenset spildevand direkte i Østersøen. Og dette er blot de lande, der er geografisk tæt på os. Verdenshavene kender ingen grænser, og derfor påvirkes vores have voldsomt af, hvad der sker globalt. Tænk bare på de store luksuscruiseskibe, der udpumper forurenende stoffer i internationale farvande og forurener verdenshavene.
Miljøet må prioriteres, så vi og vores børn kan bade fra rene hvide sandstrande langs de danske kyster, og fiskene kan leve i et sundt havmiljø uden fare for massedød.
Løsningen er enkel: Vi må finde inspiration i Israel og implementere kloakseparation i Danmark og resten af Europa – et rør til spildevand og et til regnvand. Vi skal være i stand til at adskille spildevand og regnvand gennem et separat ledningsnet, så vi kan fjerne alle næringsstoffer fra vandet og bruge dem som gødning på markerne. Én ting er sikker; vand bliver en knap ressource. Derfor må vi blive bedre til at genanvende vand. Dette er noget, Israel mestrer, og vi bør lære af deres ekspertise.
Som medlemmer af Europa-Parlamentet kæmper vi for at beskytte miljøet og naturen i hele Europa. Det er på høje tid, at vi trykker på knappen, nulstiller og opgraderer vores vandrensningsanlæg. Danmark har muligheden for at gå forrest og vise vejen, ikke kun for Europa, men for hele verden.
Partsindlæg fra MEP Asger Christennsen og MEP Erik Poulsen, begge fra Venstre