Der skal tages hensyn til alle. Sådan lyder det fra Sydvestjysk Fiskeriforening, efter at energiselskabet Vattenfall har meldt ud, at de vil stille 41 vindmøller længere til havs end først planlagt, skriver Sydvestjysk Fiskeriforening i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om de to kommende vindmølleparker ved den jyske vestkyst, Vesterhav Syd og Nord, ud for Ringkøbing Fjord og Thyborøn, som har mødt store lokale protester fra bl.a. sommerhusejere.
Derfor har ejeren Vattenfall nu meldt ud, at man vil placere vindmøllerne længere ude på havet. Men det vil til gengæld ramme fiskeriet. »Ude af syne. Ude af sind. De flytter problemet uden at tage hensyn til fiskeriet. Man tager på denne måde fiskepladser fra fartøjer, som fisker længere ude på havet end, der, hvor vindmøllerne i første omgang var planlagt. Det er vigtige fiskepladser, hvor fiskerne har fisket i generationer,« siger formand for Sydvestjysk Fiskeriforening, Jesper Juul-Larsen, og efterlyser en forståelse for, at fiskerierhvervet og fiskerne også har ret til at være her.
Fiskeriforeningen efterlyser en dialog om placeringen – placering af havvindmøller bør altid ske i samarbejde med fiskeriet, og ikke hen over hovedet på erhvervet. Det virker absurd, at man vil placere havvindmøllerne af hensyn til sommerhuspriserne uden også at tage hensyn til dem, som har deres daglige færden på havet. Hvis man går i dialog med fiskeriet fra start, sikrer man, at møllerne bliver placeret optimalt, så der både er plads til havvindmøller og fiskeri. I dag inviteres fiskeriet først indenfor, når området, hvor møllerne skal være, er valgt, og det ender ofte med erstatninger til erhvervet. »Men vi vil ikke have erstatning. Vi vil have lov til fortsat at fiske på vores traditionelle fiskepladser,« siger Jesper Juul Larsen.
Havvindmøllerne skal producere strøm, der vil dække ca. 380.000 danske husstande. Det er svenske Vattenfall, som bygger vindmølleparkerne.