I år deltager flere mindre fartøjer, herunder træskibe i fiskeri efter tobis.
Gennem årene har der været flere ulykker og egentlige forlis, der skyldes, at disse både bliver udsat for helt andre og voldsommere belastninger ved industrifiskeri end ved andet fiskeri.
Har selv prøvet det
Fiskeskipper Palle Heinrich har selv oplevet, at hans gamle trækutter, ”J.C. Heinrich” forliste på få minutter under industrifiskeri i Nordsøen.
Han selv og hans medhjælper fik lige akkurat reddet sig op i redningsflåden, før kutteren gik ned.
– Disse 40-50 år gamle trækuttere bliver jo udsat for en langt større belastning ved industrifiskeri end ved almindeligt fiskeri i de indre farvande, siger Palle Heinrich. – Lasten af industrifisk trykker hårdere på lastrummets sider, og der kan næsten ikke undgå at trænge langt mere vand ind, end man er vant til.
– Derfor er det helt nødvendigt at alle pumper og riste er efterset og fungerer perfekt, og at alle brædder, planker og luger er hele og i orden, tilføjer han.
– Man skal huske, at industrifiskeri som regel foregår længere fra kysten, end man er vant til, så der er meget længere hjem. Tingene skal bare fungere til havs. Desuden kan vejret hurtigt skifte, så man må ikke fristes til at laste sit skib for hårdt, siger Palle Heinrich. – I sidste ende er det et spørgsmål om at udvise sund skepsis, hvis man vil sikre sig at komme godt i havn efter industrifiskeri med et gammelt træskib!
Gode råd er gratis
Fiskeriets Arbejdsmiljøråd er klar med en række gode råd specielt til ejere af fartøjer, der lejlighedsvis anvendes til industrifiskeri.
De gode råd drejer sig specielt om:
• Sikring af stabilitet
• Forebyggelse og afhjælpning af vandindtrængning
• Eftersyn af lænsesystemer
• Sikring af lastrum
• Forebyggelse af, at lasten begynder at ”køre”
• Agtpågivenhed under sejlads
Disse gode råd er samlet i en overskuelig folder, som kan fås hos de fleste fiskeriforeninger, eller den kan rekvireres hos Fiskeriets Arbejdsmiljøråd på telefon 75 18 05 66 eller på rådets hjemmeside, hvorfra den naturligvis også kan læses eller downloades.
Download “Gode råd til skipper og besætning” »