Sommerens kontrolaktion mod ulovlig omsætning af lyst- og fritidsfiskernes fangster viser, at det er vanskeligt at afdække og konstatere overtrædelserne.
Lyst- og fritidsfiskeri er en fornøjelse, ikke en forretning. Og som lyst- og fritidsfisker er det ulovligt at sælge fangsten. Med disse ord igangsatte NaturErhvervstyrelsen i sommeren 2011 en landsdækkende kontrolaktion med fokus på ulovligt salg af lyst- og fritidsfiskernes fangster til forbrugerne.
Kampagnen blev afviklet i perioden juli til september, som del af kontrolindsatsen rettet mod rekreativt fiskeri i øvrigt. I kontrolkampagnens indledende fase foretog NaturErhvervstyrelsens fiskerikontrolpersonale periodevis civile observationer af kontrolrelevante lokaliteter, med henblik på at indsamle efterretninger, til brug for den efterfølgende afvikling af kontrolaktioner, som efter konkret vurdering blev udført i samarbejde med SKAT og Fødevarestyrelsens regionale fødevareregioner. Klare overtrædelser observeret i den indledende fase blev sanktioneret straks, mens observationer i øvrigt blev inddelt i kategorierne ja/nej/måske i forhold til mistanke om ulovligt salg.
Kampagnen bekræfter, at der bliver solgt fisk fanget ved rekreativt fiskeri, men også at sådanne salg er vanskelige at afdække, da overtrædelser oftest kun kan dokumenteres, hvis fiskerne tages på fersk gerning.
Derfor er observationer fra kontrolkampagnen nu systematiseret, og indgår i den fortsatte kontroltilrettelæggelse, hvor kontrolaktioner efter konkret vurdering vil blive udført i samarbejde med SKAT og Fødevarestyrelsens regionale fødevareregioner.
”Man skal jo lige huske på, – også når solen skinner på en herlig sommerdag – at ikke alene er der tale om sort økonomi, og ulig konkurrence for erhvervsfiskeriet. Fisk er en begrænset ressource og det er i alles interesse, at fiskebestandene ikke overudnyttes. Lyst- og fritidsfiskerne har et medansvar for et bæredygtigt fiskeri, så fiskebestandene opretholdes. Forbrugere, der køber fisk uden om de lovlige systemer, kan medvirke til at skade fiskebestande som ål og torsk,” siger kontrolchef Mik Jensen.