En række medier har den seneste tid haft fokus på historier om kvindelige lystfiskere. Kigger man på udviklingen af fisketegn, indløst af kvindelige lystfiskere, fremgår det af Landbrugs- og Fiskeristyrelsens opgørelser, at 3.451 kvinder havde indløst fisketegn i 2013 sammenlignet med 10.513 kvinder i 2023.
Disse nøgletal er i nogle tilfælde blevet tolket som en indikation af, at antallet af kvindelige lystfiskere næsten skulle være tredoblet på 10 år. Det er dog ikke noget, der kan siges med sikkerhed på baggrund af de angivne nøgletal.
Årsagen til dette er, at kravet om at opgive cpr-nummer ved køb af fisketegn på www.fisketegn.dk, først har været gældende fra 2022. Derfor kan data fra de forskellige år ikke umiddelbart sammenlignes, da antallet af købte fisketegn med tilknyttet cpr-nummer kan variere markant fra år til år.
Det betyder, at det ud fra de registrerede tal, ikke umiddelbart kan konkluderes, at antallet af årstegn udstedt til kvinder er steget i den angivne periode.
Hvis fisketegnet er indløst før 2022, og det fornys gennem f.eks. betalingsservice, registreres der heller ikke oplysninger om cpr-nummer, hvorfor det registreres som ukendt i vores statistik.
Læs mere om opgørelserne af salg af fisketegn