Denne gang handler det om Multiresistente Bakterier, som nylige undersøgelser har afsløret fra Haukeland Universitets-Sygehus i Norge. Bakterier der ubemærket går gennem rensningsprocessen og som til sidst ender i havmiljøet i By-Fjorden ved Bergen.
Det er en alarmerende opdagelse man har gjort sig i Bergen og spørgsmålet trænger sig på – kunne dette også ske i Danmark?
Det kan det i Norge, for en nylig undersøgelse af kloakken fra fem rensningsanlæg i Bergen afslørede et chokerende fund – nemlig Multiresistente Bakterier fra Haukeland Universitetssygehus der helt ubemærket har gået gennem rensningsprocessen og efterfølgende er endt i By-fjorden.
Fra august 2020 til februar 2022 samarbejdede havforskere med Bergen Kommune og tog regelmæssige prøver fra kloakken for at identificere antibiotika-resistente bakterier.
I et af kloakrensningsanlæggene i Laksevåg stødte forskerne på en variant af E. coli, der viste sig at være resistent over for alle gængse antibiotika, inklusive »sidste-udvej« antibiotika, som normalt anvendes, når andre behandlinger ikke virker.
Det blev konstateret, at de multiresistente bakterier fra kloakken matchede dem, der blev fundet under et udbrud på Haukeland Universitetssygehus sommeren 2020. Forskerne mener derfor, at kilden til forureningen er fra det pågældende sygehus.
Det eneste kloakrensningsanlæg, der modtager kloak fra både Haraldsplass og Haukeland sygehuse, var det, hvor de multiresistente bakterier blev fundet. Dette indikerer, at bakterierne blev tilført regelmæssigt over en længere periode og endte i havet gennem udledninger fra anlægget.
Desværre renser norske kloakrensningsanlæg ikke bakterierne fra kloakken, hvilket er en praksis, der adskiller sig fra fx Sverige, hvor ozonbehandling anvendes. Havforskerne advarer om, at selvom E. coli normalt dør hurtigt i miljøet, udgør de stadig en risiko for mennesker, der bader, og for forurening af skaldyr. Derudover kan de multiresistente bakterier overføre resistensgener til andre bakterier i miljøet.
For at begrænse spredningen af disse farlige bakterier opfordrer forskerne til en øget overvågning og implementering af rensningsteknologier, især på kloak fra sygehusene. Dette er afgørende for at undgå, at problemet med multiresistente bakterier eskalerer i fremtiden.
Du kan læse den norske artikel her på Havforskningsinstituttet.no.