Det var en dramatisk situation, der mandag morgen fandt sted ved Juvre Dyb ved Rejsby Stjært, nord for Rømø. Her havde en brand ombord på den knapt 12 meter lange kutter HV 18 »Freja« fra Rømø, fået godt fat, så besætningen ombord måtte bjærges af SAR helikopteren fra Skrydstrup, som heldigvis fik bragt besætningen op fra det brændende fartøj og sikkert fløjet dem til Havneby.
Det var én af de lokale redningsfolks kone, der ved sekstiden mandag morgen, havde observeret det brændende fartøj nord for Rømø og alarmerede forsvarets JRCC (Joint Rescue and Coordination Center), der straks sendte de lokale redningsfolk fra Rømø og redningshelikopteren til assistance.
Læs artiklen på FiskerForum.dk »Rejekutter brændt og strandet ved Rømø«
Indsatslederen på Rømø Kystredningsstation skriver om episoden på deres facebook-side
Efter alarmen var indløbet, satte man straks kurs mod den brændende rejekutter ved Juvre Dyb, som på det tidspunkt lå strandet på en sandbanke 200 meter fra sejlranden. Kutteren lå sikkert på banken og brændte let. Men kort efter FRB´erens ankomst, blussede ilden voldsomt op igen og da man ikke på den lille hurtigtgående redningsbåd havde slanger nok med, måtte redningsbåden retur til Havneby for at hente ekstra slanger og udstyr. I mellemtiden havde man kontaktet Rømø’s frivillige brandvæsen, så de kunne bistå under slukningsarbejdet.
Da man kom retur, var HV 18 »Freja’s« styrhus allerede brændt ned og man fik skyndsomt etableret de ekstra 200 meter slanger til brandpumpen og i kampen med tidevandet, fik man dog hurtigt slukket branden ombord. Efter slukningsarbejdet var veloverstået, returnerede FRB´eren med brandfolkene til Havneby, hvor man herfra afventede tidevandet.
Redningsfolkene gjorde herefter klar til at bringe HV 18 »Freja« flot
Man fik aftalt med en lokalt trawler, der lå i området, at de skulle bistå med bugseringen til Havneby. Samtidig fik man det Mobile Miljø Beredskab (MMB) ombord, som inden bugseringen skulle besigtige rejekutteren og vurderer risikoen for en eventuel havmiljøforurening.
Retur ved havaristen fik de lokale redningsfolk frigjort bommene og markeret dem med bøjer, ligeledes blev løsdele sikret og man fik klargjort til slæb, alt imens man etablerede en efterslukning af ilden, der var blusset lidt op igen. FRB´eren kunne heldigvis sejle helt op til havaristen og fik derfor hurtigt slæbt havareret rejekutter ud til den trawleren, der skulle forstå bugseringen videre ind til Havneby.
Under bugseringen blev FRB´eren i området og fortsatte med at efterslukke samt lænse rejekutteren for vand. Da man havde passeret de sidste revler og var klar af Juvre Dyb, satte FRB´eren fart og kurs mod Havneby. Her nåede man knapt kajen, da der indløb en melding om, at trodsen mellem de to fartøjer var sprunget Nord for »Hundehullet«.
Herefter gik det atter retur for FRB`erne, så slæbet kunne blive genetableret mellem trawleren og havaristen, der efter fulgte redningsfolkene side om side, »Freja« og trawleren det sidste stykke ind til Havneby. Her hjalp man Beredskabsstyrelsen med at sætte flydespærringer op rundt om havaristen.
Herefter stod den på afrigning og klargøring af FRB`eren og udstyr og stationslederens kone havde sørget for en velfortjent og lækker forplejning, efter de lokale redningsfolk, efter en vellykket aktion, havde været på søen i sammenlagt 16 timer.