Den endelige overgang for TripleNine som andelsfiskemelsfabrik til moderne aktieselskab, blev besluttet og endeligt godkendt på årets generalforsamling, med virkning fra 1. november 2012.
”Året 2012 bliver således TripleNine’s sidste år som andelsselskab, og en epoke med andelsfiskemelsfabrikker er dermed slut, idet fabrikken FF i Skagen ligeledes har besluttet at forlade andelsformen – for deres vedkommende til fordel for en fond,” sagde bestyrelsesformand Anker Mejnertz på andelsselskabets sidste generalforsamling.
Alle andelshavere, der de seneste fem år har leveret fisk til TripleNine, bliver aktionærer i det nye aktieselskab og får tildelt aktier i forhold til de landede mængder i de enkelte år.
Virksomhedsomdannelsen betyder blandt andet, at de nye ejere ikke mere er bundet af leveringsforpligtelser til virksomheden.
”Men vi håber naturligvis, at også selskabets nye aktionærer fortsat vil finde det fornuftigt at lande fisk til TripleNine og dermed bakke op om firmaet og dermed være med til at forøge aktiernes værdi,” sagde Anker Mejnertz.
Ny bestyrelse
Efter beslutningen om at omdanne TripleNine til et aktieselskab afholdtes aktieselskabets første generalforsamling.
Her blev følgende 10 personer valgt til bestyrelsen:
Anker Mejnertz (formand), Søren Espersen (næstformand), Holger Lodberg, Leif Knak, Jean Christensen, Niels Hounisen, René Schmidt, Michael Pedersen, Jørgen Riise og Lars Krause Kjær.
Kilde: TripleNine
FiskerForum.com