Ny rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd lægger op til en lille fremgang i den vestlige Østersø, mens det igen i år går tilbage i den østlige Østersø. Til gengæld er der lyse udsigter for 2019
Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) har netop offentliggjort deres biologiske rådgivning for fiskeriet i Østersøen. Ligesom sidste år er der lagt op til lave kvoter for dansk fiskeri. I den vestlige Østersø anbefales det at hæve torskekvoten med 8 procent efter sidste års reduktion på 56 procent, mens der i den østlige Østersø anbefales en reduktion i torskekvoten på 28 procent, og her blev der også sidste år skåret 25 procent af kvoten. På længere sigt er der dog mere positive toner, og 2019 kan blive et bedre år i den vestlige Østersø, når de torsk, der endnu er for små til at fange, har vokset sig store. – Danske fiskere i Østersøen har været igennem en hård tid, og vi må nok sande, at det heller ikke bliver i år, de kan lade champagnepropperne springe. Men vi skal glæde os over de små lyspunkter, som når torskekvoten i den vestlige Østersø går frem efter flere års tilbagegang, og i 2019 kan det igen se lyst ud for fiskeriet. Til gengæld er det bekymrende, at vi igen ser en tilbagegang for torskekvoten i den østlige Østersø, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Sidste år blev torskefiskeriet i Østersøen ramt af store kvotereduktioner, som blandt andet betød, at regeringen og Dansk Folkeparti måtte støtte erhvervet med en kompensationsordning på op til 24 mio. kroner. Godt udgangspunkt for forhandlinger Den biologiske rådgivning for fiskebestandene danner grundlag for de kommende politiske forhandlinger om kvoterne. I år falder det sammen med, at Danmark fra 1. juli overtager formandskabet i BALTFISH – samarbejdsforum mellem Østersølandene om fiskeriforvaltningen i Østersøen – og kan give gode betingelser for forhandlinger om kvoterne. – Jeg havde håbet på en bedre biologisk rådgivning i år, og det synes jeg også, at fiskerne har fortjent. Når det er sagt, så tror jeg dog på, at vi kan få forhandlet nogle fornuftige kvoter hjem til Danmark, og jeg trækker nu i arbejdstøjet og går i dialog med erhvervet og mine ministerkollegaer i Østersøregionen. Jeg vil som formand for BALTFISH gøre meget for at hjælpe fiskerne i denne sag, og én af de ting, jeg vil diskutere, er de socio-økonomiske konsekvenser af så drastiske kvotereduktioner, som vi har set, siger Esben Lunde Larsen. Forud for efterårets kvoteforhandlinger i EU vil Esben Lunde Larsen besøge samtlige medlemslande i BALTFISH.